Vi er vokset ud af tøjet to gange
Det første år med Copenhagen FinTech og det tilhørende FinTech Lab har været en stor succes, mener Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen FinTech, der i sær bider mærke i, at de nu for anden gang kigger på muligheden for at udvide.
Ved Copenhagen FinTechs Innovation Day fredag d. 6. oktober gjorde CEO Thomas Krogh Jensen status på det, han selv ser som et succesfuldt første år med Copenhagen FinTech og Copenhagen FinTech Lab.
"Det første år har været én lang spurt. Vi har været begunstigede af, at alle i økosystemet har bakket op om initiativet. Vi har formået at være så aktive, at der har været stor søgning på os og stedet, vi har formået at sætte fintech på landkortet, og vi har formået at aktivere økosystemet," siger Thomas Krogh Jensen.
Alle pladserne i FinTech Lab'et er fyldte, og samtidig står folk på venteliste til at få en skrivebordsplads blandt de 47 virksomheder og 148 mennesker, der til dagligt holder til i lokalerne på Applebys Plads.
"I løbet af det første år har vi også måtte udvide. Vi startede med 1000 m2, så udvidede vi med 500 m2, og nu er vi ved at undersøge, hvordan vi kan udvide en gang mere," siger Thomas Krogh Jensen.
Favner bredt
Med gode forbindelser til forskellige ministerier, kommuner og private virksomheder, favner Copenhagen FinTech bredt i fintech-landskabet. Thomas Krogh Jensen fortæller, at de er blevet lidt af et "one-point-of-entry" til fintech-økosystemet i Danmark. Netværket er også noget, som virksomhederne i Lab'et har nydt godt af.
"Ved at være en af de hurtigst udviklende fintech-virksomheder i Danmark, har vi fået store fordele af den fleksibilitet, muligheden for at vokse os større og det inspirerende miljø, der er ved Copenhagen FinTech Lab. De mange netværksarrangementer, der er arrangeret af Lab'et, har givet os mange gyldne muligheder for at etablere nye forretningspartnere," siger Jørgen Christian Juul, der er CEO for Cardlay, som har til huse i Lab'et.
Netværket er også noget af det, som Carl Frederik Murmann fremhæver. Han er CEO ved et andet af Lab'ets start-ups, Lendme.
"Det at kunne gøre brug af Copenhagen FinTechs rækkevidde og netværk har været medvirkende til, at Lendme har opnået adgang til de finansielle institutioner, som vi gerne vil samarbejde med, og det at være beboer i Lab'et har endda betydet, at de i nogle tilfælde er kommet og kigget efter os," siger han.
Vokseværk og fremtidige mål
Spørger man Thomas Krogh Jensen, så har Copenhagen FinTech i den grad nået målet med det første år. Faktisk er det kommet lidt bag på ham og resten af holdet bag, hvor godt det egentlig er gået. Blandt de største succeser nævner han i sær den størrelse, som Copenhagen FinTech Lab nu er nået, men også hvor godt, det går virksomhederne i huset.
"Det, at vi har nået den tyngde i antallet af virksomheder, er en meget fysisk manifestation af den her succes samt det, at vi er vokset ud af tøjet hele to gange det første år. Men afledt af det er der et tal, som vi er enormt stolte af. Det er, at 79 procent af virksomhederne har ansat. Så der er også blevet skabt nogle nye arbejdspladser i en verden, hvor det samlede antal af finansielle arbejdspladser falder, som jeg ser det," siger Thomas Krogh Jensen.
Det er et tal, der i sær glæder ham, da det er i direkte tråd med det, der bliver Copenhagen FinTechs fokus det kommende år.
"Vi vil selvfølgelig gerne skabe endnu flere nye virksomheder og nye arbejdspladser, men det næste års arbejde handler også om, at de virksomheder, der allerede er i Lab'et, skal vokse yderligere og bevise deres levedygtighed. Vi skal vise, at vi kan skalere uden for Danmark, og at de løsninger, der kommer ud nu her, kan vokse i Europa og på globalt plan. Taler vi lidt fremadrettet, så skal vi også undersøge, hvordan vi kan understøtte virksomhederne i deres fortsatte rejse, så de kan vokse sig endnu større og have potentiale til at blive et nyt Tradeshift eller lignende," siger Thomas Krogh Jensen.
Status i Copenhagen FinTech
Copenhagen FinTech afholdte deres Innovation Day 2017 fredag d. 6. oktober. Her markerede Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen FinTech, et års jubilæet i sin åbningstale, hvor han med en række konkrete tal gjorde status på, hvor langt de er nået:
- Virksomheder i FinTech Lab: 47
- Mennesker i FinTech Lab: 148
- Afholdte møder: 2.557
- Kopper kaffe drukket: 19.416
- Procentdel af virksomheder, der har modtaget finansiering: 52 %
- Procentdel af virksomheder, der har hyret nye medarbejdere: 79 %
- Procentdel af Lab'ets brugere, der samarbejder med hinanden: 38 %
- Procentdel af Lab'ets brugere, der samarbejder med banker: 48 %