Menu luk

Strammere krav til kviklån

Långivernes pligt til at kreditvurdere forbrugerne, når der ydes kortfristede lån, er pr. 1. maj strammet op. Finansforbundets næstformand hilser de nye retningslinjer velkommen. ”Det er vigtigt at sikre et ”level playing field” mellem de traditionelle banker og finansieringsselskaberne, der yder kviklån. Alle udbydere af lån bør vær omfattet af de samme regler”, siger Michael Budolfsen.

1. maj 2017
1 min

​Forbrugerombudsmanden har i samarbejde med brancherepræsentanter, herunder Finansforbundet, revideret kapitlet om kreditvurdering i retningslinjerne for kortfristede lån indgået som fjernsalgsaftaler – de såkaldte kviklån.

De nye retningslinjer, som trådte i kraft den 1. maj 2017, gør det tydeligt, at långiverne er forpligtet til at vurdere, om den enkelte forbruger er i stand til at betale lånet tilbage. Långiveren skal derfor indhente oplysninger om forbrugerens økonomiske situation, inden forbrugeren får et lån.

Samtidig er oplysningspligten skærpet, når forbrugeren får forlænget en låneaftale. Forbrugerne skal have overblik over, hvor meget det koster dem, når de forlænger et lån. Forbrugeren skal også have ret til at fortryde det nye lån.

Formålet med kreditvurderingsforpligtelsen er at beskytte forbrugerne mod at overgældssætte sig.

"For os er det centralt, at kunderne ydes en ordentlig rådgivning. Først og fremmest for at forebygge, at kunderne kommer i økonomisk uføre, men også for generelt at styrke den finansielle forståelse hos forbrugerne og sikre et "level playing field" mellem de traditionelle banker og finansieringsselskaberne, der yder kviklån. Alle udbydere af lån bør vær omfattet af de samme regler", siger Finansforbundets næstformand, Michael Budolfsen, der er godt tilfreds med, at vilkårene på det område nu er strammet op og ensartet.

"Tallene fra RKI taler deres tydelige sprog, og det er bekymrende, fordi der jo bag et misligholdt lån ofte står et ungt menneske med en skæv start på voksenlivet med en sønderskudt privatøkonomi" .

 

Seneste nyt