Menu luk

Straksoverførsler kan udnyttes til hvidvask

Leasing af biler og straksoverførsler er nogle af de nye risikoområder bagmandspolitiets hvidvasksekretariat har fokus på i forbindelse med forebyggelse af hvidvaskning. Det fortalte Maria Libak Pedersen fra SØIK på Finansforbundets compliancekonference den 3. oktober.

9. okt. 2017
2 min

​Kriminelle bliver mere og mere opfindsomme, når det gælder hvidvask af penge, og de tyer gerne til nye metoder for at undgå at blive fanget. Det fremgik på Finansforbundets compliancekonference den 3. oktober, hvor PET og Hvidvasksekretariatet i SØIK, populært kaldet Bagmandspolitiet, fortalte om terrorfinansiering og hvidvask.

Ifølge Maria Libak Pedersen, senioranalytiker i SØIK, er nogle af de mest gennemgående karakteristika for bankernes underretninger til Hvidvasksekretariatet, at de vedrører store beløb eller irrationel kundeadfærd. Derudover kan der være en lang række andre indikatorer på, at der foregår noget mistænkeligt, og der kommer hele tiden nye til.

"Leasingområdet og særlig leasing af biler er et af de nye risikoområder, vi ser nærmere på i øjeblikket. Det samme er bankernes tilbud om straksoverførsler, da straksoverførsler kan udnyttes af kriminelle til hurtigt at flytte midler mellem forskellige personer og konti", fortæller Maria Libak Pedersen.

Hvidvaskmistanke mod spillekonti i Storbritannien

Analysegruppen i SØIK hjælper med at udpege, hvilke personer og selskaber der er særlig interessante at se nærmere på i relation til hvidvask. Herudover er Analysegruppen som noget nyt begyndt at lave en kvartalsrapport med oplysninger om de underretninger, Hvidvasksekretariatet modtager. Den næste kvartalsrapport er ifølge Maria Libak Pedersen på trapperne, og den indeholder udover information om antal underretninger og videregivelser information om indholdet af underretningerne og om mistænkelige transaktioner til og fra udlandet.

"I 2. kvartal i år er Luxemburg højdespringer, når det gælder summen af den samlede transaktionsstrøm til og fra udlandet. Det skyldes få transaktioner af store beløb. Ser vi på antallet af transaktioner i stedet for på beløbssummen, er Storbritannien det land, der er gået flest transaktioner til. Her kan en stor del af transaktionerne relateres til få personer med mange kreditkortoplysninger til spiludbydere med konto i England. I nogle tilfælde mistænkes personerne for at bruge deres spillekonti til at flytte penge mellem personer eller til at gemme, hvad de har af indestående", lød det fra Maria Libak Pedersen.

I forbindelse med kvartalsrapporten laver analysegruppen i SØIK en top 30-liste med de personer og selskaber, der ifølge oplysningerne i underretningerne aktuelt er de mest aktive.

Analyse af hælerisager skal forebygge hvidvask

Som et nyt initiativ har SØIK igangsat en caseanalyse af alle hælerisager, der blev afgjort i 2016. Interessen for hælerisager skyldes, at man i Danmark dømmes efter straffelovens § 290 om hæleri, hvis man hvidvasker penge fra kriminalitet. Ifølge Maria Libak Pedersen vil analysen af hælerisager vise, hvor stor en andel af sagerne, der har med egentlig hvidvask at gøre, og hvilken hvidvaskmetode der er anvendt. Analysen er en del af en ny national risikovurdering af hvidvaskområdet. Risikovurderingen gennemføres af SØIK og forventes færdig i 2018.

Seneste nyt