Menu luk

Pas på kundernes loyalitet

Fremover kan virksomheder i den finansielle sektor ikke leve af den gamle loyalitet, og truslerne kan groft sagt komme fra enhver, der kan udvikle en app. Tidligere Nordea-topchef Thorleif Krarup ser de små fintechselskaber som partnere for bankerne.

14. aug 2017
4 min

​"Kundeloyaliteten flytter sig væk fra banken og ind på portalen".

Sådan siger bankmanden Thorleif Krarup, der i 2002 var med til at skabe den store nordiske bankfusion, Nordea. I dag har Thorleif Krarup kastet sig over fintech og iværksætteri, der udvikler alternative løsninger til bankernes håndtering af kunder.

Samlino er en portal, hvor du mod at aflevere ganske få oplysninger om dig selv kan gå ind og foretage en sammenligning af bankprodukter. Det appellerer til mange mennesker, siger Thorleif Krarup:
"Hvis det er sådan, at de føler, at de har fået en god løsning med henvisning til en virksomhed, så ligger deres loyalitet fremadrettet ikke hos banken, men hos den digitale platform", forklarer han:

"Man skal være opmærksom på, at unge mennesker er mere villige til at aflevere fortrolige oplysninger til en portal med databeskyttelse end til en læge eller en forsikringsmand, så vi er nødt til at forstå, at loyalitetsbegrebet vil flytte sig væk fra banken".

Noget med kemi

I fintechmiljøet møder Thorleif Krarup unge iværksættere, der ser på verden, og måske også den finansielle sektor, på en helt anden måde, end en erfaren bankmand gør. Ikke fordi han tror, at bankerne vil dø på stribe, men bankerne bør holde øje med de nye fintechselskaber og indgå partnerskaber eller simpelt hen købe dem op.

Thorleif Krarup har en meget lang karriere i banksektoren, og da han stoppede som koncernchef i Nordea, valgte han først en professionel bestyrelseskarriere og sad i store børsnoterede selskaber i England, Danmark og USA og fungerede som rådgiver for kapitalfonde i Norden og USA.

"Når man har gjort det i 10-12 år, bliver det sådan lidt en gentagelse. Men jeg var så heldig, at min søn på daværende tidspunkt læste iværksætteri på Copenhagen Business School, og jeg gjorde op med mig selv, at min tredje erhvervskarriere skulle være at hjælpe unge mennesker i gang med at starte en virksomhed", fortæller Thorleif Krarup, da vi mødes på Charlottenlund Hotel:

"Det har noget med en personlig kemi at gøre. Jeg kan lide at arbejde sammen med unge, og jeg tror også, at de kan lide at være sammen med mig. Det er ganske berigende", siger Thorleif Krarup og fortsætter:
"Nystartede iværksættere har nogle fantastisk gode ideer, men de har ikke den ledelsesmæssige erfaring i at tage de rette beslutninger på det rette tidspunkt for så vidt angår at starte en ny virksomhed op".

Så betyder det selvfølgelig også noget for de mennesker, der skal investere i en ny virksomhed, hvis en kapacitet som Thorleif Krarup har været inde over:

"Kontakten ind i den finansielle sektor kan tage flere år at bygge op, så her kan jeg medvirke til at gøre vejen til markedet kortere".

Konkurrence på transaktionerne

Hvis bankerne skal orientere sig mere efter kundernes behov, skal de uden tvivl bruge mere af det fintech, der kan levere alternative løsninger til kunderne.

"De banker, der overlever, er dem, der forstår, at de ikke skal kæmpe imod fintechvirksomheder. Den kamp taber banken, for kunder vælger altid det, som giver dem det bedste tilbud med størst tilgængelighed. De banker, som hurtigst får etableret et miljø, hvor de kan indfange partnerskaber i fintech, skal nok overleve, men de skal også skynde sig", siger Thorleif Krarup:

"Vi kommer til at begå nogle fejl undervejs, og her er en anden kulturel konflikt imellem fintech og bankerne. Mens man i banksektoren har den her nulfejlskultur, så prøver de ting af i fintechmiljøet, og hvis det ikke lykkes, så prøver de en anden løsning".

Men MobilePay er da stort?

"Det er jo bare transaktioner i privatkundeområdet, så det er en lille bitte ting i denne her sammenhæng".

"Jeg tror jo på, at hvis de enorme data, som ligger inde omkring kunderne, på en eller anden måde kan bruges til fordel for kunderne, så kan der ske noget. Der skal mere til end bare transaktioner".

"På transaktionerne har vi en endnu større konkurrence end inden for fintech, når Google, Apple Pay og Amazon går ind på området for betalingsformidling, der traditionelt har været bankernes stærke indtjening. Derfor skal bankerne også til at genopfinde sig selv. Hvad kan vi lave for vores erhvervskunder og privatkunder, som bliver en værdi, som de er villige til at betale for?"

 

Seneste nyt