Menu luk

Opråb til verden

Klimakampen står stille, simpelthen, og derfor må vi nu have samfundets sektorer ind i kampen. Arbejdspladserne, fagene, organisationerne. De kan gøre en forskel, mener sociologen Rasmus Willig, der i sin nye bog ”Hvad skal vi svare?”, springer ud som klimaforkæmper.

23. okt 2017
5 min

​"Hvis klimakrisen handlede om at undgå vandstandsstigning i vores sommerhusområder, så kunne vi bare bygge nogle højere diger. Men det er selve vores civilisation, vi har gamblet med".
Ordene er sociologen Rasmus Willigs.
I sin nye bog "Hvad skal vi svare?" (Hans Reitzel, 2017), som han har skrevet sammen Norges største filosof Arne Johan Vetlesen, trykker han lige ind på en øm kollektiv byld.
For hvad skal vi svare vores børn, hvis vi sidder som gamle, og de stiller det værste spørgsmål, man kan forestille sig at blive stillet:
"Hvorfor gjorde I ikke noget for at forhindre klimakatastrofen, mens I havde muligheden – for I vidste det jo godt?"
Bogen er et opråb. Planeten nærmer sig et tippingpoint. Det eneste, klimaforskerne endnu har taget fejl af, er det tempo, vi skaber problemer for os selv i. Det går en del hurtigere end antaget, og det sker lige for øjnene af os.
"Lige nu lever vi i et falsk håb om, at de nødvendige tiltag kommer fra forbrugernes miljøbevidsthed eller fra politikernes handlekraft. Eller i håbet om, at der vil komme et eller andet teknologisk 'fiks', som gør, at vi pludselig kører rundt i CO2-neutrale biler. Ingen af delene sker", siger Rasmus Willig, som mener, vi er fanget i en handlingslammelse. 
"Konsulentindustriens disruptioncirkus holder os fanget i, at det hele skal laves om hvert andet øjeblik, så vi ikke får den nødvendige ro og stabilitet til at begynde at omlægge vores livsstil.
Vi er fanget på de sociale medier, som stjæler vores tid og vores fokus, og som ikke udvikler sig til at blive det våben i klimakampen, de potentielt kunne have været. Og vi er fanget i ren benægtelse. De færreste ved fx, at der i dag er flere klimaflygtninge end krigsflygtninge. Klimakampen står stille, simpelthen, og derfor må vi nu have samfundets sektorer ind i kampen. Arbejdspladserne, fagene, organisationerne. De kan gøre en forskel", siger Rasmus Willig.

Gå til stålet

Klimakrisens udfordring består i at få mange af os til at ændre adfærd og helst i en vis fart. Arbejdsmarkedet, som på så mange måder regulerer vores adfærd i forvejen, er gået fri, mener han.
"Det skal vi have lavet om på. Det er ikke nok at spare lidt på strømmen og sætte et flueben i det etiske regnskab. Vi skal ind og have fat der, hvor det kan mærkes", siger Rasmus Willig, som stiller spørgsmålet:
Hvis vi kan have arbejdspladser, som blander sig i medarbejdernes motion, søvn og rygning – ting, som man efter hans mening burde blande sig uden om – hvorfor kan vi så ikke have et arbejdsmarked, der går mere radikalt ind i miljørigtighed, som er det egentlige problem for os alle sammen? 
Om det så involverer, at halvdelen af medarbejderne begynder at cykle på arbejde eller køre i delebiler, og den anden halvdel holder op med at spise kød, så skal vi turde gå hinanden på klingen på vor tids største etiske udfordring, mener Rasmus Willig.

"Vi har brug for nogle arbejdspladser og organisationer, der begynder at gå til stålet.
Hvorfor ikke fravælge at afholde lederkurset i Barcelona og holde det herhjemme i stedet? Hvor svært kan det være? Værdien af at gøre det ligger ikke bare i den CO2, man i så fald ikke er med til at lukke ud i atmosfæren, men også i den manifestation, det er, hvis virksomheder begynder at agere på den måde", siger Rasmus Willig.

Ofte vil det være muligt for en branche at lægge klimavenlige vinkler ind i selve kerneydelsen, og finanssektoren er ikke nogen undtagelse, mener han.
"Det står ikke skrevet noget sted, at en bank ikke kan give fordelagtige lånevilkår

til solceller eller nyopstartede grønne virksomheder. Det er rent faktisk tiltag, finanssektoren kan iværksætte. Vil det være nemme tiltag at iværksætte? Sandsynligvis ikke. Finanssektoren har den ekstraordinære udfordring, når den skal se klima- og biodiversitetskrisen i øjnene, at der er enorme mængder af kapital bundet i en økonomi, der ikke er CO2-neutral. Det er så her, sektoren må stille sig selv det store spørgsmål: Er der en vej udenom"?

Kun fantasien sætter grænser

Som arbejdsplads burde det ikke være svært at få idéer til at komme ind i kampen, mener han.
"I stedet for at måle løs på medarbejdernes arbejdspræstationer, som bare forpester arbejdsmiljøet, så mål på det vigtige. Lav medarbejder- og medlemsundersøgelser, som spørger ind til transport- og forbrugsvaner.
Hvordan går det i denne branche, på denne arbejdsplads, med miljørigtigheden?

Kan vi blive bedre? Spiser vi mindre kød end sidste år? Den slags tiltag kan være af stor betydning, for det kan starte diskussionen, pirke til klimabevidstheden og skabe ringe i vandet", mener Ramus Willig og fortsætter:
"Eller tag på stranden en lørdag formiddag hele arbejdspladsen og saml skrald op, fotografer seancen, og læg billeder op på de sociale medier. Og se stort på det ubehag, det kan vække i andre, som ikke har ressourcerne eller lysten til at gøre det samme. Gør det ikke med moralsk ophøjethed, men snarere med en følelse af at være aktivist i en sag, der ikke kunne være vigtigere.
Det er den nerve, vi skal have vakt, og kun fantasien sætter grænser for, hvilke tiltag man kan iværksætte, hvis først de positive kræfter bliver sluppet løs".