Menu luk

Nyt initiativ vil øge mangfoldigheden i bestyrelserne

Kristian Balleby, der er kundedirektør i Danske Bank, har med støtte fra Finansforbundet etableret en dansk gren af non-profit organisationen Board Apprentice, der arbejder for at udvide andelen af bestyrelsesegnede kandidater, som kan skabe diversitet i fremtidens bestyrelser. Samtidig hjælper det virksomhederne med at fastholde og udvikle egne talenter.

16. jan. 2017
4 min

​Flexfunding, der beskæftiger sig med crowdlending, får om kort tid som den første danske virksomhed en "bestyrelsespraktikant" ind i sin bestyrelse, som i de kommende 12 måneder skal suge til sig og udvikle sig til at blive fuldbefarent medlem af andre virksomhedsbestyrelser efterfølgende. Således vil Flex Funding være med til at udvikle morgendagens bestyrelseskandidat, som vil kunne skabe den diversitet i bestyrelsen, som både erhvervsliv, politikere og lærde kredse efterspørger – alt sammen uden lovgivning om kvoter.

Det sker som et resultat af det intiativ, Kristian Balleby – kundedirektør for storkunde ejendomme i Danske Bank, har taget for at få en dansk afdeling af non-profit organisationen Board Apprentice på benene.

"Hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne i dag er hvide mænd over 45 år med samme sociale, karriere- og uddannelsesmæssige baggrund. Board Apprentice arbejder for, at man får øjnene op for andre kandidater til bestyrelserne i morgendagens virksomheder, fordi vi tror, det vil tjene både virksomhederne og samfundet med mere mangfoldighed i bestyrelserne", siger Kristian Balleby til Nyhedsbrevet Finans.

Han tog initiativet til Board Apprentice som  privatperson for et lille års tid siden.

"Vi har brug for mangfoldighed til at styrke virksomhedernes konkurrencekraft og i sidste ende Danmarks konkurrenceevne – vi skal udnytte vores fulde potentiale, og det gør vi ikke i dag. I bestyrelserne skal vi undgå "blind spots" fordi vi alene omgiver os med folk der ligner os selv. Det handler ikke om" køn", alder eller kvinder versus mænd – det handler om at skabe en bedre bundlinje og udnytte samt aktivere hele vores potentiale", understreger han.

Stor succes i Storbritannien

Board Apprentice, der er etableret af den danske forretningskvinde Charlotte Valeur i 2013, har opnået stor succes i Storbritannien, hvor hun selv er bestyrelsesmedlem i en række virksomheder.

Forskellige lande har forskelligt perspektiv på emnet. I England er der stor fokus på at få flere farvede medlemmer i bestyrelserne. På Caymann Islands, hvor Board Apprentice også findes, arbejder man for at få flere af landets egne indbyggere i bestyrelserne, mens det mest nærliggende fokus i Danmark – ud fra medieomtalen – må være at få flere kvinder i bestyrelserne.

Board Apprentice arrangerer, at en virksomheds bestyrelse tager en lærling ind, som i 12 måneder kan følge bestyrelsesarbejdet og får viden og erfaringer, som kan kvalificere vedkommende til at blive fuldgyldigt bestyrelsesmedlem.

"Vi søger både kontakt med virksomheder og bestyrelser, som vil være med i Board Apprentice og kandidater, som kunne tænke sig at blive lærlinge i en bestyrelse. I forhold til finanssektoren kan der eksempelvis være yngre talentfulde mennesker i en mindre sparekasse, som kunne have lyst til at udfordre sig selv på denne måde, samtidig med at sparekassen bedre kan fastholde sit talent ved at vedkommende får denne mulighed", forklarer Kristian Balleby og tilføjer, at Finanstilsynet også bakker op om projektet.

For en finansiel virksomhed kan det at tage en kandidat ind i bestyrelsen også være et stærkt signal til omverdenen om, at man som virksomhed tager et samfundsmæssigt ansvar.

Board Apprentice i Danmark tog fart, da han sidste år fik kontakt til Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby, hvis mærkesag også er mere mangfoldighed i bestyrelserne.

"Board Apprentice er et supergodt initiativ til at skabe mangfoldighed i bestyrelserne. Det handler ikke kun om fordelingen af mænd og kvinder men også om alderssammensætning og etnisk baggrund. Jeg håber, mange virksomheder og organisationer vil støtte op om arbejdet", siger Solveig Ørteby.

Siden har Kristian Balleby og Finansforbundet fået Deloitte og den danske afdeling af rådgivnings- og rekrutteringsfirmaet Harvey Nash med i styregruppen. Deloitte er i øvrigt medarrangør af "Women Board Award" og Harvey Nash er rådgiver til det panel som uddeler priserne. Styregruppen for Board Apprentice er også i dialog med Dansk Industri om et samarbejde.

 

Flere kvinder i C20-virksomhedernes bestyrelser

En opgørelse fra Dansk Industri for nylig viser, at andelen af kvinder i bestyrelserne for landets 20 største børsnoterede virksomheder – de såkaldte C20-virksomheder –er steget fra 10 procent i 2008 til 26 procent i 2016. Udviklingen mod flere kvinder i pengeinstitutternes bestyrelser går noget langsommere.

En opgørelse fra Finansforbundet over bestyrelsesmedlemmerne i 59 pengeinstitutter (Gruppe 1-3 pengeinstitutter) fra regnskabsåret 2015 viser, at 95 ud af 512 valgte bestyrelsesmedlemmer er kvinder (svarende til 19 procent). Dette er kun en smule flere end i 2011, hvor en tilsvarende opgørelse viser, at 17 procent af de valgte bestyrelsesmedlemmer var kvinder.
Læs mere om Board Apprentice her.
   

 

Seneste nyt