Medarbejderne bidrager til gode resultater
De seneste regnskaber fra Danske Bank, Nordea og Ringkjøbing Landbobank tegner en sektor i fremgang med de bedste resultater i mange år. ”Den udfordring, sektoren har haft siden finanskrisen, er nu endeligt ved at vende, men det viser også, at medarbejderne arbejder meget hårdt og i høj grad bidrager til de gode resultater”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.
Danske Bank-koncernen opnåede i 2016 et resultat efter skat på 19,9 mia. kr. Det er en stigning på 51 pct. i forhold til 2015, hvor resultatet endte på 13,1 mia. kr. En del af fremgangen skyldes dog ekstraordinære nedskrivninger på goodwill i 2015 på 4,6 mia. kr.
Egenkapitalen efter skat forrentes med 13,1 pct. mod 8,5 pct. i 2015.
Med en egenkapitalforrentning efter skat på 13,1 har vi før tid indfriet vores langsigtede ambition om en egenkapitalforrentning på mindst 12,5 pct.", sagde adm. direktør Thomas F. Borgen i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet. Samtidig foreslår banken en samlet udlodning på ca. 19 mia. kr. – næsten 40 pct. mere ned bankens samlede personaleudgifter.
Nordea tjente i 2016 godt 28 mia. kr. efter skat, knapt 800 mio. kr. mere end i 2015. Stigningen skyldes dog delvist en skattebetaling, som var knapt 1,4 mia. kr. lavere end i 2015. Nordeas egenkapitalforrentning før skat var på 11,5 pct., et svagt fald i forhold til 2015, hvor den var på 12,3 pct.
"På trods af en udfordrende situation på indtægtssiden i 2016 forbedrede vi vores nettorentemarginal hen over året, tilgangen til vores kapital under forvaltning var rekordhøj, og vores stærke position inden for virksomhedsrådgivning blev cementeret", sagde koncernchef Casper von Koskull i forbindelse med offentliggørelsen. Han foreslår samtidig et udbytte på 0,65 euro pr. aktie. Dermed vil den samlede udbyttebetaling ligge på ca. 19,6 mia. kr. – cirka samme niveau som bankens samlede personaleudgifter.
Skuden er vendt
Og Ringkjøbing Landbobank kan prale af 2016-regnskabet som det bedste resultat i bankens historie. En fremgang på 17 pct. i forhold til året før bragte resultatet efter skat op på 539 mio. kroner. Hermed forrentes egenkapitalen med henholdsvis 20,9 og 17,1 pct. før og efter skat.
Kent Petersen, Finansforbundets formand, udtrykker stor tilfredshed med, at bankerne nu leverer regnskaber, der er bedre end forventet.
"I Danske Bank kan vi fx se, hvordan tab og hensættelser nu er vendt til en nettotilbageførsel. Det viser, at den udfordring, sektoren har haft siden finanskrisen, nu endeligt er ved at vende, selvom bankerne fortsat er ramt af den lave rentemarginal. Men det viser også, at medarbejderne arbejder meget hårdt og i høj grad bidrager til de gode resultater", siger Kent Petersen.