Menu luk

Loyale medarbejdere gør forskellen

Forholdet mellem medarbejder og arbejdsplads har fået skrammer som følge af år med krise. Samtidig er projektansættelser med kortere tilhørsforhold blevet udbredt. Men loyale medarbejdere er fortsat en del af forudsætningen for en sund virksomhed, siger Mikkel Korntved, der er administrerende direktør i Loyalty Group.

1. okt. 2017
3 min

​Ud af sengen, på arbejde og fuld gas. Eller hellere snooze en gang mere, mens hjernen vendes for mulige undskyldninger for at blive hjemme i dag.

"Det er i karikeret form forskellen på den medarbejder, der er loyal, og den, der ikke er. Derfor er det virkelig vigtigt for en virksomhed at have loyale medarbejdere. Uden dem får du ikke det engagement, der giver overskud til at give en god kundeoplevelse – og den gode kundeoplevelse er forudsætningen for en sund virksomhed", siger Mikkel Korntved.

Han er administrerende direktør i Loyalty Group, der guider virksomheder til at opnå større kundeloyalitet. Og mange ledere er ikke klar over, hvor afgørende loyale medarbejdere er for at nå det mål, er hans erfaring.

"Der er virkelig meget at hente. Lavere sygefravær, højere produktivitet, færre fejl. Undersøgelser har på tværs af brancher vist, at medarbejdere i al almindelighed yder langt mindre, end de faktisk kunne bidrage med, i en virksomhed. Indsatsen ligger på omkring 60 procent, som svarer til det, man som arbejdsgiver med rimelighed kan forvente. De sidste 40 procent aktiveres af lyst og kræver loyale medarbejdere".

For at loyaliteten og de varme følelser for arbejdspladsen kan blomstre, kræves gode arbejdsforhold – at den enkelte medarbejder trives, har mulighed for at udvikle sig og kan se en mening med sit arbejde blandt andet. Alt sammen noget, der har været under pres på mange arbejdspladser i sektoren, ikke mindst på grund af mange nedskæringer.

"Så snart det for eksempel meldes ud, som senest i Nordea, at omkostningsniveauet er for højt, skaber det grobund for frygt og gisninger om fyringsrunder. Det skader loyalitetsfølelsen, og fokus er et forkert sted, når man går med en fornemmelse af, at man kan miste sit job, hvornår det skal være", siger Mikkel Korntved.

Loyal af nød

I den årlige trivselsundersøgelse, som Finansforbundet gennemførte blandt medlemmerne i maj, erklærede over halvdelen af kunderådgiverne, at udsagnet "Jeg påtager mig arbejdspladsens problemer som mine egne" enten "passede i høj grad" eller "passede nogenlunde".

Hver ottende af kunderådgiverne gav også udtryk for, at de så det som en svær eller umulig opgave at finde et nyt job i eller uden for sektoren, hvis de skulle miste det nuværende.

Blandt medlemmer, der arbejder med kundebetjening og kassearbejde, var det over fire ud af ti, der havde det på samme måde.

"Hvis du er følelsesmæssigt loyal, vil du blive på arbejdspladsen, fordi du ikke vil undvære at gøre den rejse med, som lederen så spændende har beskrevet, og ikke vil undvære dit samarbejde med kollegerne. Hvis du er teknisk loyal, er du mere præget af, at du er bange for, at du ikke kan finde noget andet og bedre – så du kan lige så godt sidde din tid ud og gøre det, så godt som du kan, så du forhåbentlig ikke bliver fyret. Desværre kan jeg godt forestille mig, at der er en del i finanssektoren, der har det på den sidstnævnte måde", siger Mikkel Korntved.

Loyal og jobhopper

Nogle kan måske have en oplevelse af, at loyalitet ikke skattes på samme måde som tidligere. Det aftvinger ikke længere den samme respekt at blive mange år på en arbejdsplads, tværtimod sættes der ofte lighedstegn mellem det og stilstand. Samtidig er projektansættelser blevet langt mere almindelige – og dermed kortere og løsere tilknytning til en arbejdsplads.

"Der kan synes at være et modsætningsforhold mellem at arbejde samme sted i en kortere årrække eller som projektansat og det at være en loyal medarbejder. Men det kan sagtens lade sig gøre. Projektansatte har også præferencer og særlig tilknytning til nogle virksomheder, og bare du ikke skifter job konstant, kan du også sagtens nå at opbygge et loyalitetsforhold. Den loyale medarbejder vil aldrig miste sin værdi, uanset hvilke andre ændringer der sker", mener Mikkel Korntved.

Seneste nyt