Menu luk

Kvinder kan øge kvaliteten i topledelsen

De store og mellemstore pengeinstitutter indfrier ikke deres egne målsætninger, om hvor stor andel af den øverste ledelse, der skal være kvinder. Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby er uenig i Danske Banks argument om, at mænd oftest er de bedst kvalificerede kandidater til topposterne. ”Giv nogle flere kvinder chancen og se hvilken mangfoldighed og kvalitet de kan tilføre direktionsgangen og bestyrelserne”, lyder hendes opfordring.

22. maj 2017
3 min

​En række af landets store pengeinstitutter opsatte i 2014 og 2015 mål for, hvor stor en andel af ledelsesposterne der skulle besættes af kvinder her i 2017. Men det kniber gevaldigt med at leve op til målsætningerne, skriver FinansWatch.

I Danske Bank satte man i 2014 et mål om, at have 12,5 procent kvinder i direktionen i 2017, 25 procent i bestyrelsen og 38 procent kvinder på ledende poster. Næsten halvvejs gennem 2017 lever banken op til, at hvert fjerde bestyrelsesmedlem er kvinde, mens andelen af kvinder i direktionen er nul. Med hensyn til ledende poster er 35 procent kvinder p.t.

"Vi arbejder med at nå målsætningen, men vi går ikke på kompromis med dem, vi rekrutterer. I vores rekrutteringsproces arbejder vi med at finde dygtige kvindelige kandidater, men indtil videre har de bedst kvalificerede kandidater været mænd", siger Henriette Fenger Ellekrog, HR-direktør i Danske Bank til FinansWatch.

Kvinder matcher mænd på kvalitet

Vurderingen, af at mænd oftest er de bedst kvalificerede kandidater til topposter, er Finansforbundets næstformand Solveig Ørteby langt fra enig i.

"Der eksisterer flere undersøgelser, der viser, at kvindelige topledere enten matcher eller overgår mandlige topledere, når det gælder virksomhedernes drift. Og jeg er overbevist om, at mange kvinder er mindst lige så kvalificerede som mænd. Derfor bør man give nogle flere kvinder chancen og se hvilken mangfoldighed og kvalitet de kan tilføre direktionsgangen og bestyrelserne", siger Solveig Ørteby til Nyhedsbrevet Finans.

Hun sidder selv med i styregruppen bag den danske del af  Board Apprentice, der arbejder for at virksomheder skal tage bestyrelsespraktikanter, som skal medvirke til at skabe mere mangfoldighed i bestyrelsen. I dag består bestyrelserne nemlig typisk af hvide mænd over 45 år med samme sociale, karriere- og uddannelsesmæssige baggrund.

Stine Bosse, tidligere topchef i Tryg og i dag bestyrelsesformand for BankNordik, køber heller ikke argumentet om, at mænd er bedst kvalificerede til sidde i den øverste ledelse i fiansvirksomheder.

" Man skal se en direktion som et team. Man skal aldrig gå på kompromis med at få den bedste, men den bedste kan nogle gange være den kandidat, der bringer diversitet ind i gruppen. Der er en træghed og en manglende fantasi i forhold til, hvilke kompetencer man leder efter, og den fornyelse man kan få ved at få en større diversitet i sin direktion", siger Stine Bosse til FinansWatch.

Langt mellem mål og virkelighed

I Jyske Bank har man et mål om, at der skulle være mindst to aktionærvalgte kvinder i bestyrelsen i 2017. I dag er der kun et.

I Nykredit Bank ønsker man, at 25 procent af bestyrelsen i 2017 skal være kvinder. I dag er tallet nul, og der er heller ingen kvinder i bankens direktion.

Spar Nord har en målsætning om, at 25 procent af bankens ledergruppe skal være kvinder inden årets udgang. I begyndelsen af året var tallet 19 procent. Desuden havde banken et mål om, at 33 procent af bestyrelsesmedlemmerne skulle være kvinder – her er tallet 17 procent.

FinansWatch's undersøgelse viser videre, at Arbejdernes Landsbank ved udgangen af 2016 havde 30 procent kvinder i ledende stillinger – et stykke fra målet om 40 procent i år. Den Jyske Sparekasses mål om, at 20 procent af bestyrelsesmedlemmerne i år skal være kvinder, er også et stykke fra opfyldelse, idet tallet aktuelt er 12,5 procent.
I Sparekassen Sjælland ville man øge andelen af kvindelige ledere fra 34 procent i 2015 til 40 procent før 2017. Her er tallet blot 29 procent, ifølge FinansWatch. Vestjysk Bank halter med 19 procent kvindelige ledere aktuelt noget efter målet på 25 procent.  I Nordjyske Bank har man udskudt det mål, man i 2014 formulerede, om at andelen af kvindelige ledere skulle øges til 30 procent inden 2017. Nu skal det opfyldes i 2018. sidste år var andelen 24,4 procent, skriver FinansWatch.

Seneste nyt