Menu luk

Kun en tåbe frygter ikke neobankerne

KLUMME: Hvor mange danske banker kan tilbyde 24 valutakonti som standard inklusive en bitcoinkonto? Hvor mange danske banker kan åbne en konto på to minutter? Hvor mange danske banker har planer om en international ekspansion?

10. dec. 2017
3 min

​"De kan i virkeligheden ikke noget, vi andre ikke allerede kan". Kommentaren kom fra en dansk bankmand, der overværede en præsentation af den blot fire år gamle onlinebank Revolut, og den selvsikre udtalelse var faktisk en ordret gentagelse af, hvad Blockbusters daværende chef, Jim Keyes, i 2008 sagde om Netflix.

Anledningen til kommentaren var et fintecharrangement i RocketSpaces nye accelerator i London, hvor to af de såkaldte neo banks eller challenger banks fremlagde deres forretningsmodeller: Revolut og Starling Bank. I Danmark er der blot en enkelt neobank, nemlig Lunar Way, men i Storbritannien har vi 54 nye onlinebanker, som udfordrer bankmarkedet, på samme måde som Netflix udfordrede tv- og videomarkedet.

Revolut blev stiftet af de to russere Nikolay Storonsky og Vlad Yatsenko i London for fire år siden. Jeg mødte dem, da de lige havde programmeret deres  app, som clearede gebyr og valutaveksling mellem unge på rejse, så kreditkort blev billigere at bruge. I dag har de noget, der ligner en komplet bankløsning. Man downloader appen og har en konto inden for to minutter. Eller rettere – man har en konto med 24 forskellige valutaer og kan frit flytte rundt på sine penge til interbankkurs.

Man kan betale regninger på tværs af landegrænser, og Revolut har i læsende stund formentlig netop tilføjet en bitcoinkonto, og om et øjeblik lancerer de også en gps-baseret rejseforsikring.

Revolut har på tre år hentet over en million kunder – det samme, som den britiske Metro Bank har brugt 10 år og 62 fysiske afdelinger på. Revolut har i sommer hentet en halv milliard kroner fra investorer til yderligere international ekspansion. Indtil nu har de unge himmelstormere haft en whitelabelbank i ryggen, men de har nu søgt europæisk banklicens i Litauen og forventer at få den i løbet af 2018.

Næste bank er Starling Bank. Den blev etableret i 2014 af ireren Anne Boden, og i lighed med Revolut er den udelukkende online. Banken fik sin licens for mindre end to år siden og udmærker sig i forhold til etablerede banker med en helt anderledes omkostningsstruktur. Hvor de etablerede banker har enorme investeringer i store datacentre med dyre servere, har Starling hele sin it-struktur liggende hos Amazon Web Services (AWS). Som Starling Banks COO, Julian Sawyer, fortalte under sin præsentation:
"FCA, det britiske finanstilsyn, mødte op for at inspicere vores servere, som de skal ifølge lovgivningen. Vi sagde, at det måtte de snakke med Amazon om. AWS har vist nok deres servere i Irland for øjeblikket".

"Det kan godt være, at de etablerede banker kan kopiere de ydelser, vi tilbyder i vores app, men de kan aldrig kopiere vores omkostningsstruktur. Vi har ingen legacysoftware, vi skal vedligeholde, og alle vore systemer ligger "i skyen" til en brøkdel af de investeringer, de andre har bundet i teknologi", siger Julian Sawyer.

Starling Bank har desuden skabt en fintechmarkedsplads, idet man inviterer til økonomisk og teknisk samarbejde med andre fintechstartups, der tilbyder ydelser, man ikke selv har, men som bankens kunder kan have glæde af.

"De kan i virkeligheden ikke noget, vi andre ikke allerede kan".

Jo de kan! De unge neobanker kan en hel masse, som de gamle etablerede banker ikke kan. Hvor mange danske banker kan tilbyde 24 valutakonti som standard inklusive en bitcoinkonto? Hvor mange danske banker kan åbne en konto på to minutter? Hvor mange danske banker har deres software i skyen? Hvor mange banker har hentet en million nye kunder inden for de seneste tre år? Hvor mange danske banker har planer om en international ekspansion?

Og hver eneste uge kommer der yderligere nye onlineneobanker til verden. Dette er ikke en lukket verden; den spillebane, neobankerne er ved at definere, er åben for alle, som vil være med til at redefinere den finansielle serviceindustri. Men betingelsen er professionel ydmyghed. 

Seneste nyt