Menu luk

Jeg har fået ro på

For 23-årige Anders Nomanni resulterede praktikforløbet i Jyske Bank-koncernen ikke blot et tremåneders vikariat efterfølgende, men også en masse erfaring, som han kan bruge på sin videre færd.

6. feb. 2017
2 min

​Da Anders Nomanni afsluttede sin finansøkonomuddannelse fra Erhvervsakademi Dania i Silkeborg tilbage i august 2016, kunne han ikke som mange af sine medstuderende udskifte SU'en med en lønseddel. Dem, der kunne det, havde næsten alle været i praktik i forbindelse med deres studie, men for Anders og en del andre finansøkonomer, var det ikke lykkedes at finde en praktikplads. Og i den verden er en praktikplads næsten lig med job, når de sidste eksamener er overstået.

"Jeg følte mig sindssygt stresset og havde svært ved at se, hvordan jeg skulle få en fod indenfor", husker Anders, der straks takkede ja, da hans A-kasse fortalte om muligheden for at komme i 8 ugers praktikforløb i Jyske Bank-koncernen, som en del af en trainee-ordning, som betyder, at en ledige dimittend kan tilbydes en ulønnet virksomhedspraktik i op til 8 uger.

"Det var ikke en svær beslutning. Det er ikke særlig sjovt at gå ledig, og jeg vidste at Jyske Bank var et godt sted, og selvom det ikke var ejendomsmæglerbranchen, så jeg det som en god mulighed for at opbygge noget erfaring", fortæller Anders, der i oktober 2016 begyndte sit praktikforløb i Jyske Banks Hjemstedet i Silkeborg.

Værdifuld erfaring

Opgaven med at indhente relevante oplysninger på privatkunder og virksomheder i forbindelse med nye hvidvaskregler, der pålægger finansielle virksomheder at indhente mange flere oplysninger end tidligere, gav kendskab til systemer og indblik i en finansiel sektor, som Anders ikke kendte meget til.

Og da hans praktikforløb skulle slutte den 21 november, blev Anders tilbud et tremåneders timelønnet vikariat.

"Jeg har fået ro på og fornyet selvtillid i forhold til fremtiden, samtidig med, at jeg har fået udbygget mine kompetencer, og lært hvordan det er at arbejde ude i "den virkelige verden". Jeg har fået øjnene op for alle de muligheder, der er i den finansielle sektor og så er sektoren også langt mere spændende at arbejde i, end hvad jeg troede", siger Anders Nomanni.

Seneste nyt