Menu luk

Her satses der på de unge

I en tid, hvor gennemsnitsalderen i banksektoren generelt stiger, går Ringkjøbing Landbobank mod strømmen. Næsten hver fjerde af de 280 medarbejdere er under 30 år. ”De unge er rigtig gode til at komme med nye idéer og forslag, fordi de har en anden indgangsvinkel”, siger direktør John Fisker.

​I Vestjylland har man som i mange andre af Danmarks yderområder oplevet, hvordan de unge, efter at hovedpinen fra deres sidste studenterfester har lagt sig, skynder sig til storbyens lokkende caffe latter og farverige studiemiljøer.

Men når man træder ind på hovedkontoret i Ringkjøbing Landbobank i hjertet af Ringkøbing få kilometer fra den jyske vestkyst, bliver man mødt af mange unge, smilende ansigter. Ud af 280 medarbejdere er 69 af dem under 30 år. Det svarer til 25 procent og er markant flere end i andre pengeinstitutter. I 2014 var kun 11 procent af medarbejderne i de danske pengeinstitutter under 30 år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det har altid været en meget bevidst del af bankens strategi at tage unge ind og investere i at uddanne dem. I 2016 tog Ringkjøbing Landbobank ligesom året før imod 9 nye finanselever. Det svarer til en fjerdedel af alle de finanselever, der blev taget ind på landsplan. Med trainees og praktikanter er 25 ud af de 280 medarbejdere under uddannelse.

"Efter finanskrisen gik vi mod strømmen og skar ikke så meget ind til benet, som mange andre banker gjorde. Det er nemt at spare på uddannelsen af elever, men vi tror på, at vi skal have højkompetenceprofiler i fremtiden, og vi mener, at hvis vi skal have fat i dem, må vi selv uddanne dem", siger direktør John Fisker, der tror på, at banken i fremtiden skal leve af den gode rådgivning.

Social og professionel gevinst

På trods af de mange unge ansatte er gennemsnitsalderen i banken lidt over 43 år. Ifølge HR-chef Berit Nørskou Pedersen giver blandingen af de unge og de ældre kollegaer et rigtig godt arbejdsmiljø.

"Det giver en dynamik og en fantastisk stemning i hverdagen", siger Berit Nørskou Pedersen.

Også professionelt gavner forskelligheden banken, mener John Fisker.

"For os, der har været her i et stykke tid, giver det dynamik og inspiration. Vi er ikke blege for at prøve en masse forskellige ting her i banken, og her er de unge rigtig gode til at komme med nye idéer og forslag, fordi de har en anden indgangsvinkel", siger John Fisker.

Krav til arbejdspladsen

HR-chef Berit Nørskou Pedersen nævner en lang række aktiviteter, som banken arrangerer for de unge. Både aktiviteter, der skal styrke sammenholdet, og aktiviteter, hvor de unge bliver trænet i de udfordringer, der kan være i deres professionelle liv.

"Vi arrangerer blandt andet aftener, hvor de unge hjælper hinanden med at håndtere kunder telefonisk og bliver mere servicemindede. Og så er der selvfølgelig andre arrangementer, der ikke har så meget med arbejdet i banken at gøre, men handler om at styrke det sociale", siger Berit Nørskou Pedersen.

25-årige Lykke Iversen begyndte efter handelsskolen som elev i banken. For hende var det muligheden for at have en hverdag med meget praktisk arbejde, der tiltalte hende. De mange jævnaldrende og det sociale liv var også vigtigt for Lykke.

"Mange af mine jævnaldrende venner og veninder er flyttet til større byer for at uddanne sig, så derfor er det vigtigt, at der er andre unge her i banken, og at jeg ikke var den eneste elev her", siger Lykke Iversen.

Landbobanken er populær

Når der ansættes nye elever, praktikanter, trainees eller nyuddannede, får Ringkjøbing Landbobank ansøgninger fra unge i hele landet. Også fra de store studiebyer Aalborg, Århus og København. HR-chef Berit Nørskou Pedersen mener, at det er en blanding af det sociale og det professionelle, der gør banken attraktiv.

Det glæder direktør John Fisker, at banken kan tiltrække unge, der ellers ville have bosat sig i de større studiebyer. I Ringkøbing har man mærket, at de unge vælger at smutte til storbyerne, og at kun nogle af dem senere vender tilbage til deres hjemstavn. I Ringkjøbing Landbobank satser man på, at det er muligt at gøre arbejdet så attraktivt, at de unge bliver.

"Vi er i stand til at holde på dem, fordi der er en plan for dem, og der er hele tiden mulighed for, at den enkelte kan udvikle sig, så de ikke kommer til at kede sig. Alle unge, der kommer ind her, bliver løftet til minimum bachelorniveau, og det tiltaler de unge", siger John Fisker, der mener, at de unge skal have mulighed for at uddanne sig på højt niveau, selvom de bor langt fra de store studiebyer.

Seneste nyt