Menu luk

Fra bankansat til iværksætter

En hackathonkonkurrence og en ivrig dialog med bankens forretningsudvikling. Det var baggrunden for, at den 35-årige seniorudvikler i Spar Nord Brian Jørgensen sidste år sprang ud som iværksætter med virksomheden SubHub. Springet har givet ekstra energi og sjovt nok en større forståelse for bankdrift.

23. okt. 2017
4 min

​Sidste år i marts 2016 vandt seniorudvikler Brian Jørgensen fra Spar Nord andenpladsen i Spar Nords hackathonkonkurrence, hvor Brian Jørgensen sammen med to andre fik ideen til en løsning, der skal overvåge bankkunders abonnementer og hjælpe kunderne med kun at betale for de ydelser, de bruger. Andenpladsen udløste billetter til en AaB-superligakamp og kontorpladser til et kontorfællesskab i Aalborg.

Og så var det ellers tilbage til hverdagen igen for Brian Jørgensen, hvor it-konverteringen af Spar Nord fra SDC til BEC buldrede derudad. Lige indtil telefonen ringede, og Spar Nords innovationschef tilbød at udvikle abonnementsløsningen i samarbejde med banken. Det var stort. Så stort, at Brian Jørgensen havde sidste arbejdsdag i banken den 31. juli 2016. Godt et par måneder senere lancerede Brian Jørgensen og Thomas Laursen abonnementsløsningen SubHub, og den arbejder de stadig passioneret på i dag godt et år senere.

"Det giver noget ekstra energi, når du får de første smileys fra kunder, som skriver, at vores tjeneste er det fedeste, og gør, at du føler dig mere knyttet til arbejdet. Det har været utrolig dejligt at kunne gå på arbejde og mærke, at vores kunder bliver glade. Det mærkede jeg ikke tidligere i banken, hvor det var rådgiverne, jeg primært gjorde glade, og ikke kunderne. Folk bliver glade på en anden måde, når det er noget mere personligt, vi hjælper dem med, som for eksempel at skifte til et bedre og billigere abonnement", fortæller Brian Jørgensen, medstifter af SubHub.

Hvornår er noget godt nok?

Selvom Brian Jørgensen ikke længere er ansat i Spar Nord, har han stadig meget med banken at gøre. For Spar Nord er gået om bord som investor i SubHub og tilbyder abonnementsløsningen til sine kunder. Og SubHub-fyrene oplever kun glade bankkunder, som for eksempel takker dem for at være sluppet af med abonnementer, de ikke vidste, de havde. Den direkte respons giver Brian Jørgensen en god mavefornemmelse, og det betyder meget, for den fungerer ifølge ham som en form for kompas i iværksættereventyret.

"Det sværeste ved at blive iværksætter er at vide, hvornår noget er godt nok, og hvad du skal bruge din tid på. Det ved du ikke. Det er en mavefornemmelse. Du vil altid gerne lave mere. Men vi har lært, at det er bedre at vælge en 80-procentsløsning og få prøvet tingene af og komme videre frem for at vælge den forkromede løsning, som banker og større virksomheder typisk gør. Det er typisk de sidste 20 procent, som tager 80 procent af tiden, fordi du sidder med de små detaljer".

Brian Jørgensen har altid drømt om at blive iværksætter. Lige siden han som 21-årig begyndte at læse til civilingeniør i softwareprogrammering på Aalborg Universitet. Det er da også blevet til adskillige hobbyprojekter igennem årene, hvor Brian Jørgensen har prøvet nye teknologier og koncepter af og fundet løsninger på problemer sideløbende med sine fuldtidsjob hos blandt andet Telenor og Spar Nord. Og han kender flere, som har det ligesom ham.

"Det er ikke alle projekter i virksomhederne, du selv brænder for. De projekter, du brænder for, vil du gerne bruge weekender og nætter på. De giver dig energi og et break fra hverdagen. Jeg kender mange folk inden for ingeniørbranchen og den tekniske branche, som har hyggeprojekter ved siden af deres job, hvor de kigger på problemstillinger, der ikke er tid til at løse i dagligdagen. Dem var der også i Spar Nord".

Med Spar Nord i ryggen

Kontorpladserne, som Brian Jørgensen og Thomas Laursen vandt i hackathonkonkurrencen, er i dag skiftet ud med et kontorfællesskab ved lystbådehavnen i Aalborg. Her kan virksomhedens fem fastansatte og tre studentermedhjælpere nyde udsigten ud over vandet, samtidig med at de videreudvikler abonnementsløsningen og supporterer kunder.

De otte medarbejdere har et stort bagland at trække på i form af alle Brian Jørgensens tidligere kolleger. Samarbejdsaftalen med Spar Nord indebærer nemlig, at SubHub kan trække på bankens specialister, og det har givet Brian Jørgensen en helt anden forståelse af sin tidligere arbejdsplads, hvor han var i godt to år.

"Vi er blevet overraskede over, hvor meget lovgivning vi skal forholde os til. Det er noget, vi som ansatte normalt er blevet forskånet for i en eller anden grad. Noget, andre har taget sig af. Vi har derfor været nødt til at sætte os ind i, hvad vi kan og ikke kan, og hvad vi kan komme til, når der kommer nye regler efter nytår. Så jeg har lært banken bedre at kende og fået et større helhedsbillede af, hvad det egentlig indebærer at drive bank, noget, jeg ikke havde, da jeg sad i et specialistområde som it-afdelingen".

SubHubs kundebase er på flere tusinde kunder, som alle udelukkende er Spar Nord-kunder. Det håber Brian Jørgensen dog ændrer sig i den nærmeste fremtid. Derfor er SubHub-fyrene i dialog med potentielle samarbejdspartnere og investorer i udlandet. Ambitionen er at indgå partnerskaber med banker rundtomkring i Europa og ad den vej tjene penge på produktet. Skulle iværksættereventyret imidlertid vise sig at blive kortere end ventet, kan Brian Jørgensen sagtens forestille sig en dag at vende tilbage til Spar Nord igen.

Seneste nyt