Menu luk

Finanssektoren støtter nedskæringstruet forbrugerråd

Finansforbundet og Finans Danmark opfordrer regeringen til at tænke sig om en ekstra gang, inden man skærer fem millioner kroner af bevillingen til Forbrugerrådet Tænk. ”Forbrugerne og borgerne i Danmark har brug for et stærkt og uafhængigt organ”, siger forbundsformand Kent Petersen.

25. okt 2017
2 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

​Forbrugerrådet Tænk står til at miste fem millioner kroner ud af en samlet bevilling på 17 millioner kroner i det finanslovsforslag, som regeringen har fremlagt.

Finansforbundets formand Kent Petersen opfordrer politikerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden man beslutter at skære ned på tilskuddet til Forbrugerrådet Tænk.

"Forbrugerne og borgerne i Danmark har brug for et stærkt og uafhængigt organ, og derfor skal vi også værne om den rolle og funktion, Forbrugerrådet Tænk udfører. Vi er bestemt ikke altid og på alle områder helt enige i tilgang og kommunikation, men der skal være plads til, at forbrugernes interesserer varetages og sikres", siger han og fortsætter:

"Som alt andet koster det også ressourcer, og derfor er de planlagte nedskæringer på 5 mio. kr. i bevillingen til Forbrugerrådet en skidt idé, der fylder meget lidt i den samlede finanslov, men rigtig meget for Forbrugerrådet og dermed også alle os forbrugere", siger Kent Petersen.

Finans Danmark mener heller ikke, at bevillingen til Forbrugerrådet Tænk skal beskæres.

"Forbrugernes interesser og deres stemme betyder meget for Finans Danmark. Vi er derfor fortaler for et stærkt og kvalitetsbevidst forbrugerorgan, som kan være forbrugernes talerør.  Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk ser ikke altid ser ens på tingene, men det til trods, så har organisationen vores fulde opbakning til fortsat at kunne udvikle sig", siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør for Finans Danmark.

Også Brancheindustrien Teleindustrien bakker op om Forbrugerrådet Tænk.
" Selv om vi fra Teleindustriens side ofte er uenige med Forbrugerrådet, så finder vi, at Forbrugerrådet spiller en helt legitim og vigtig rolle på teleområdet og i mange tilfælde bidrager til at sikre en nuanceret offentlig debat og skabe afbalancerede løsninger", skriver Teleindustriens direktør Jakob Willer på organisationens hjemmeside.