Menu luk

Finansfolk søger indre ro

Lange arbejdsuger slider på humøret og koncentrationen, og det får flere finansansatte til at meditere. Tag med til meditation i et beduintelt gemt blandt skyskrabere i Londons finansdistrikt.

17. sep. 2017
4 min

​Morgenlyset giver genskin i skyskrabernes enorme glasfacader. En ny dag truer i Londons pulserende finansdistrikt. Biler dytter. Mænd og kvinder i sorte jakkesæt navigerer hjemmevant ind og ud mellem hovedstadens ikoniske røde busser for at nå over vejen i tide til dagens første møde.

Men ved kirken St Ethelburga's findes et helle. En smal sidegade fører ud til en frodig gårdhave, og i midten troner et overdådigt beduintelt omringet af skyskrabere.

Catherine Powell smiler stort og byder velkommen. Hun står bag London Meditation Project, som tilbyder morgener med fokus på vejrtrækning i teltet. Arbejdsdage på op til tyve timer har fået finansfolk til at søge indre ro.

Her er ingen stive jakkesæt i sigte. Påklædningen er pæn, men behagelig. Lyse bukser, en rød jakke og et par afslappede T-shirts. Men ét er finansverdenens uniformer, noget andet er typen af mennesker, som branchen tiltrækker. De giver ikke op. Heller ikke når det gælder meditation, forklarer Catherine Powell.

"Jeg havde selskab af en ambitiøs mand, som sad på gulvet med krydsede ben gennem hele meditationen, selvom hans fødder sov, og han til sidst var i stor smerte. Heldigvis kom han igen og havde en bedre oplevelse" fortæller hun med et smil som en opfordring til at vælge en stol, hvis man ikke sidder godt på gulvet.

Meditation skal nemlig føles behageligt, understreger Catherine Powell, inden hun går i gang.

Alle lukker øjnene og fokuserer på vejrtrækningen, mens enorme boremaskiner brummer i baggrunden, og bygningsarbejdere bander. Catherine Powells stemme guider til ro i en verden fyldt med larm.

Ikke en "magic bullet"

Og den ro, som meditationen resulterer i, har været guld værd for Sheila Jones, der er seniorkonsulent hos NIIT Technologies, der leverer tekniske løsninger til banken Lloyd's.

"Jeg er typen, der råber højt og altid har ret, men sådan har jeg faktisk ikke lyst til at være. At meditere gør mig til et roligere menneske, og jeg kan bedre lide mig selv", siger hun efter morgenens meditation.

Ved hjælp af meditation har hun også trænet sin hjerne til at slippe bekymringer.

"Det nytter ikke at stresse over aftensmaden, når jeg sidder i morgenmødet, for jeg kan ikke gøre hverken fra eller til", siger hun.

Sheila Jones gør alt, så godt hun kan, i det øjeblik det giver mening. Derefter må det bære eller briste, forklarer hun med et lettet smil.

Og nogle gange brister det. For livet udfolder sig sjældent, præcis som vi har planlagt, forklarer Catherine Powell.

"Målet med meditation er et selvværd, hvor man kender egne værdier og dermed bedre kan håndtere, når man ikke får drømmejobbet eller forfremmelsen", siger hun.

Men den mentale ændring sker ikke fra den ene dag til den anden.

"Vi tilbyder ikke et quick fix eller en magic bullet. Man skal dyrke meditation regelmæssigt for at opnå den positive effekt. Men de fleste nyder processen, fordi meditation også giver ro her og nu", siger hun.

Bedre til præsentationer

Og hvor nogle gennem meditation kommer i så tæt kontakt med egne værdier, at det eneste rigtige er at skifte job, så indser andre, at de faktisk har et godt liv, fortæller Catherine Powell. Det gode liv handler nemlig også om, hvordan man vælger at anskue svære situationer.

Det kan Benjamin Donnachie, leder i EMEA Cyber and Digital Forensics Lead, nikke genkendende til. Han har i længere tid mediteret med Catherine Powell og gruppen af finansfolk i beduinteltet og husker særligt én arbejdsudfordring, som meditation hjalp ham med at løse.

"En kollega ønskede konstant min hjælp, og det var stressende. Men jeg brugte teknikker, der fik mig til at se anderledes på situationen, og pludselig fik jeg oprigtig lyst til at hjælpe ham", siger han.

Meditation har også hjulpet ham til at præstere bedre professionelt.

"Jeg mediterer gerne inden en vigtig præsentation. Det forebygger, at hjernen går i selvsving, og jeg føler mig mere selvsikker", siger han.

Både Sheila Jones og Benjamin Donnachie fortæller, hvordan hjerne og fysik ændrer sig, i det øjeblik de træder ind i beduinteltet.

"Jeg går altid hurtigt fra toget til teltet, for man lader sig opsluge af den travle stemning i byen. Men når jeg forlader teltet, er det med langsomme skridt, og jeg smiler til alle", fortæller Sheila Jones.

Benjamin Donnachie har haft samme oplevelse. Og han mener ligefrem, at det kan være farligt at være for afslappet i en storby som London.

"Jeg gik i en fantastisk rolig, meditativ tilstand efter en session og var ved at blive skubbet ud foran bilerne af folk, der havde for travlt", siger han med et smil og et lettet suk.

 

Typer af meditation

Catherine Powell underviser finansfolk i tre meditationsteknikker:

Mindfulness of breathing

Her er bevidst vejrtrækning i centrum gennem hele meditationen, for ved aktivt at fokusere på hvert åndedræt vil man slappe af både mentalt og fysisk.

Loving kindness (Metta Bhavana)

Formålet er at sætte gang i gode tanker, både når det gælder en selv og andre. Meditationen er relevant at praktisere ved konflikter på arbejdspladsen og privat.

Walking meditation

Her er fokus på at være aktivt til stede, selv når det gælder helt almindelige gøremål. Perfekt til folk, der er for utålmodige til siddende meditation.

Kilde: London Meditation Project

 

 

 

Seneste nyt