Menu luk

Estland rykker på fintech

Med kun tre nationale estiske banker og 70 fintechvirksomheder er den finansielle sektor i det baltiske land præget af startups. Crowdfunding udgør et stigende potentiale, fortæller Kaido Saar fra FinanceEstonia.

22. maj 2017
2 min

​I et ydmygt lokale med et enkelt bemandet skrivebord ligger Bigbanks afdeling i hovedstaden Tallinn. Banken har gennem de senere år blandt andet ved hjælp af startupteknologi gennemgået en fuld digitalisering og opererer nu næsten udelukkende online, fortæller CEO i Bigbank Kaido Saar.  Han er samtidig ansvarlig for fintech i den finansielle klyngeorganisation FinanceEstonia.

Bigbank er stiftet lige efter Estlands selvstændighed i 1992 og er dermed et eksempel på, hvordan landet de sidste 25 år har taget adskillige digitale tigerspring.

I dag ligger det lille baltiske land med kun 1,3 millioner indbyggere højt på EU's DESI-liste over digitale frontløbere (Digital Economy and Society Index). Esterne har offentlige it-servicer, der på flere områder er mere avancerede end de danske. 

Deres stærkt krypterede id-kort giver dem adgang til alt fra offentlige portaler og banktransaktioner til kundepoint og bustransport. Kortet sikrer samtidig borgerne fuldt ejerskab over deres egne data.

Også når det gælder iværksættermiljøet, ligger Estland i front med flere startups per borger end noget andet land i verden.

Den digitale fremdrift har præget den finansielle sektor, fortæller Kaido Saar og peger blandt andet på fintechtjenester som TransferWise.

TransferWise gør det muligt for private at overføre penge på tværs af grænser billigere og hurtigere end bankerne. Ifølge CNN bruges tjenesten i dag af mere end 1 million brugere, der overfører en milliard US-dollars hver måned, nu også via en chatbot på Facebook.

En stor del af succesen skyldes dansk-svenske Skype, som har været med til at kickstarte det estiske iværksættermiljø, mener Kaido Saar.

"Det er svært at undervurdere betydningen af Skype (Skype-teknologien er udviklet af estiske ingeniører).  Kigger du rundtomkring i startupmiljøet – også inden for fintech – finder du en masse folk, der forlod Skype, da virksomheden blev solgt til Microsoft, og som nu bruger deres viden og ekspertise på at starte nye virksomheder.

Skype lærte esterne, at det er muligt at lave forretninger globalt, selvom man er et lille land. Så tjenesten har spillet en langt større rolle for Estland, end man umiddelbart tror", siger han og peger på, at landet – ligesom Danmark – bliver brugt som testland af globale telekomselskaber.

"Derfor er interessen for og forventningerne til fintech store", siger han.

Peer to peer-lån

Seneste tendens på den estiske fintechscene er et stigende antal specialiserede crowdfundingplatforme. Estland indtager andenpladsen efter England, når det gælder "alternativ finansiering" per indbygger.

Et eksempel er platformen Bondora, som tilbyder investeringsmuligheder for folk, der ønsker at låne penge til private uden om bankerne.

Med over 9.000 investorer fra 37 lande har Bondora finansieret 35 millioner euro i lån og modtaget mere end 4 millioner euro i rentebetalinger. Bondora har opnået lånelicens af det engelske Financial Conduct Authority og har etableret hovedkontor i London.

Det samme har virksomheden Funderbeam, som med avancerede blockchainløsninger støtter startups, der søger investorer.

"FinanceEstonia har set, at der er potentiale i peer to peer-teknologi især for et lille land, der som Estland kun har tre nationale banker. Derfor har vi sammen med revisionsfirmaet Deloitte udviklet et Best Practices Certifikat, der skal kvalitetssikre de private estiske låne- og investorplatforme", fortæller Kaido Saar.

 

Seneste nyt