Det menneskelige aspekt er afgørende
Skal Broager Sparekasse klare sig i konkurrencen med de store pengeinstitutter, skal man satse på at være så nærværende i lokalområdet som muligt, understreger den administrerende direktør Lars Christensen. Men det er ikke altid nok til at holde på de unge kunder, der søger mod de større byer
Er tre lokale filialer og 54 medarbejdere nok til at klare konkurrencen mod de store banker med tusinder af ansatte og afdelinger over hele landet?
Spørger man i Broager Sparekasse, er svaret et ja.
"Vi er den lokale sparekasse, hvor det nære betyder meget. Og det er en af vore fordele i konkurrencen om kunderne", siger Marion Knudsen, tillidsmand i det sønderjyske pengeinstitut.
Med et stille smil tilføjer hun, at selv om den store konkurrent, Sydbank, har rødder i Sønderborg som Folkebanken for Als og Sundeved, opfatter hun den ikke længere som lokal.
Tager man trappen op på første sal i den hvide bygning midt i Sønderborg, kommer man til den åbne dør ind til direktionskontoret, hvor Lars Christensen har sit skrivebord. Også han peger på, at mange forbrugere søger mod det lokale som noget autentisk i en moderne, rastløs verden.
"Og det gør, at der vil være brug for os også i mange år frem", siger den administrerende direktør.
Fra "Matador" til ny strategi
Engang var Broager Sparekasse som taget ud af en sekvens i den populære tv-serie "Matador", hvor sparekassedirektør Carl Christian Hagedorn boede i lejligheden oven på sparekassen. Mange medarbejdere kom i lære som helt unge og forlod først sparekassen, når de gik på pension.
"I tidernes morgen var vi en gammel, støvet sparekasse. Det var oplyst enevælde, hvor direktøren bestemte det hele", siger Lars Christensen.
Da Carl Christian Hagedorn gik på pension i 2002, begyndte sparekassen at bevæge sig mod en mere moderne identitet. Selv kom Lars Christensen til i 2005 som kreditchef, inden han to år senere overtog posten som administrerende direktør.
Og for godt 10 år siden blev der lagt en strategi om ikke blot at være det nære alternativ til de store konkurrenter, men også at være mere synlig lokalt med sportsklubssponsorater.
I dag er håndboldhallen i Sønderborg, hvor SønderjyskEs herrehåndboldhold spiller deres hjemmekampe, døbt Broager Sparekasse Skansen. Sparekassen er med som partner i ProjectZero, det lokale sats på at gøre Sønderborg CO2-neutral i 2029. Og hvert år uddeler man gennem lokalpuljen 200.000 kroner til klubber og foreninger.
"Vi er synlige i det lokale, hvor folk ved, at vi giver pengene tilbage til vores lokalområde", siger Lars Christensen.
Tillidsrepræsentanten nikker:
"For os som medarbejdere betyder det rigtig meget, at de penge, vi tjener, bliver kanaliseret ud i vores lokalsamfund. Og det kan man også fornemme, at det gør for vores kunder. De vil gerne støtte os, fordi vi støtter dem".
Skal være nærværende
Som et andet element i strategien skal Broager Sparekasse være tilgængelig for kunderne. Selv nævner Marion Knudsen, at hendes kunder får et andet menneske i røret, når de ringer, hvis hun ikke lige er på sin pind.
"Kunderne kan komme i direkte kontakt med os. Det er sådan noget, der får folk til at skifte fra et stort pengeinstitut, hvor de måske skal igennem tre omstillinger for at komme til at snakke med et menneske", siger hun.
Ifølge Lars Christensen må der ikke være mere end 30 sekunders ventetid for folk, der ringer til Broager Sparekasse.
"Vi skal være nærværende. Vi skal have en person klar, når folk ringer ind. Det menneskelige aspekt er afgørende", siger han.
Og som tillidsmand er der heller ikke langt til den øverste ledelse, der blot befinder sig på etagen lige over ekspeditionen, hvor hun har sit skrivebord.
"Måske har jeg det som tillidsrepræsentant lidt anderledes end mine kolleger, men er der noget, går jeg bare op og snakker med Lars om det. Og har man en ide, kan vi hurtigt beslutte at prøve det af. Virker det ikke, kan vi jo bare lave det om", siger Marion Knudsen.
Udfordringer forude
Skal hun pege på den største udfordring, som Broager Sparekasse står over for her og nu, peger hun på de mange lovkrav. De skærpede regler er meget for et mindre pengeinstitut, understreger hun.
"Administration fylder mere og mere i forhold til os, der har med kunderne at gøre", siger Marion Knudsen.
Umiddelbart er Lars Christensen ikke uenig, men han peger dog som det første på den udfordring, der ligger i at holde på de unge som kunder. Området omkring Sønderborg og Broager lider – som resten af det sønderjyske – under, at mange unge søger mod de store byer. Og for at holde fast i de kunder længst muligt satser Broager Sparekasse på at tale med de unge gennem de sociale medier.
"Vil vi holde fast i de unge, når de flytter væk for at studere, skal vi være til stede på de sociale medier med en profil. Vi kan jo se, at der er en interesse for os", siger han.
Og det er denne interesse for det lokale, som skal sikre Broager Sparekasses eksistens som en selvstændig virksomhed på markedet, mener Lars Christensen.
Også selv om han erkender, at der med tiden vil blive færre danske pengeinstitutter, i takt med at banker og sparekasser går sammen i fusioner eller bliver overtaget af større konkurrenter. Men den hast, hvormed det er sket op omkring finanskrisen, vil aftage, vurderer Lars Christensen. Og han ser ikke sin forretning som sårbar.
"Måler vi på vores balance, er vi medianen blandt danske pengeinstitutter. Vi ligger lige i midten, når det gælder størrelsen", siger han.