Menu luk

artnerskab med Finansforbundet udløser HR-pris

”Vi ser ikke noget alternativ til at klæde vores medarbejdere på til fremtidens udfordringer”, siger HR-chef Helle Gregersen og HR-konsulent Michael Lindgaard Hedemann fra Middelfart Sparekasse, der torsdag den 5. oktober fik overrakt HR-prisen af Dansk HR for at ruste medarbejderne til fremtidens arbejdsmarked i et unikt parløb med Finansforbundets Worklife Investment-projekt.

9. okt. 2017
2 min

​Da Finansforbundets karrierebus på sin Danmarksturné i foråret 2016 gjorde holdt ved Middelfart Sparekasse for at medarbejdere gratis kunne få en karrieresamtale med en af forbundets konsulenter, kunne ingen vide, at det cirka 18 måneder senere ville føre til, at Middelfart Sparekasse blev tildelt HR-prisen af Dansk HR.

"Timingen for besøget af Finansforbundets karrierebus var perfekt. Vi skulle i forbindelse med sparekassens 2018-strategi i gang med at fokusere på medarbejdernes kompetenceudvikling, Michael (Lindgaard Hedemann red) var begyndt i praktik i vores HR-afdeling og skulle i gang med sit speciale om kompetenceudvikling, og da jeg selv prøvede en karrieresamtale med Finansforbundets konsulent Helle Buus, blev jeg klar over, at Worklife Investment-projektet havde fat i noget, som vi og alle andre kan bruge", siger Helle Gregersen, HR-chef i Middelfart Sparekasse til Nyhedsbrevet Finans.

Sparekassen indgik som den første virksomhed en partnerskabsaftale med Finansforbundet om Worklife Investment sidste år. Projektet handler om gøre den enkelte til førstevælger i sit arbejdsliv og at skabe karrieresikkerhed fremfor sikkerhed i det nuværende job. 270 ud af Middelfart Sparekasses 315 medarbejdere har deltaget i de i alt 20 workshops, som konsulent Helle Buus har kørt i tæt samarbejde med Michael Lindgaard Hedemann.

"Medarbejderne har skullet forholde sig til deres egne kompetencer og på workshoppen færdiggøre deres eget kompetenceregnskab. Generelt har folk været positive omkring det, og den skepsis der var hos nogle få, virker nu til at være væk. I forbindelse med MUS-samtalerne i den kommende tid, er det tanken at inddrage kompetenceregnskaberne, så den enkelte medarbejder kan drøfte med lederen, hvad der skal ske i forhold til kompetenceudvikling i de næste par år", siger Michael Lindgaard Hedemann.

Intet alternativ til at dygtiggøre medarbejderne

Middelfart Sparekasse har som andre finansvirksomheder kig på Finanskompetencepuljen og vil ifølge Helle Gregersen overveje at søge midler fra puljen til at gennemføre skræddersyede kurser i sparekassen.

"Vi ser ikke noget alternativ til at klæde vores medarbejdere på til fremtidens udfordringer. At de bliver attraktive for andre virksomheder, må vi leve med, for vi kan ikke klare os i fremtiden uden dygtige, omstillingsparate medarbejdere. Vores opgave er at være så god en arbejdsplads, at de ikke har lyst til at forlade os - og at kunne rekruttere de bedste, når vi har brug for nye kolleger", siger Helle Gregersen.

De to HR-folk fra Middelfart Sparekasse modtog HR-Prisen under Træfpunkt HR i Øksnehallen i København. Prisen uddeles af interesseorganisationen Dansk HR. Udover Middelfart Sparekasse var Telia Danmark nomineret til prisen.

Finansforbundet er for øjeblikket i dialog med flere andre finansvirksomheder om at indgå partnerskabsaftaler om Worklife Investment. Læs mere om Worklife Investment-projektet  her:
 

 

Seneste nyt