Storbanker viser god form
De fem største banker i Danmark har samlet set mindsket deres nedskrivninger med over en milliard kroner i første halvår af 2016, viser halvårsregnskaberne. ” Det vidner om en sektor, som har styr på engagementerne, og det understreger behovet for, at man også begynder at snakke mere om, hvordan man får udviklet forretningen i stedet for om afvikling og reduktion”, siger Finansforbundets formand Kent Petersen.
Nedskrivningerne er samlet set faldet med over en milliard kroner i første halvår af 2016 hos fire ud af de fem største danske banker. Halvårsregnskabet hos Danske Bank, Jyske Bank, Nordea Danmark Sydbank viser, at udgifterne til nedskrivningerne samlet set er faldet fra 1.653 millioner kroner til 516 millioner kroner til sammenligning med samme halvår i 2015. Det er et fald på over en milliard kroner.
Finansforbundets formand Kent Petersen finder det positivt, at de større bankers nedskrivninger falder så markant i år.
"Når man lige husker på, hvordan tingene så ud for ganske få år siden, er der rigtig fornuftige strømpile i de her regnskaber. Nedskrivningerne har været et problem, som har hængt ved ret så længe i dønningerne efter finanskrisen, og derfor er det glædeligt, at der er ved at være ryddet op. Det vidner om en sektor, som har styr på engagementerne, og det understreger behovet for, at man også begynder at snakke mere om, hvordan man får udviklet forretningen i stedet for om afvikling og reduktion. Der er fornuftig grobund i tallene, og den bør man bruge til at investere i medarbejdere, arbejdspladser og vækst".
Nedskrivning bliver til indtjening
Sydbank A/S har formået at sænke udgifterne til nedskrivninger med 61,3 procent og Nordea Danmark har gjort det samme med 36 procent, svarende til 227 millioner kroner. Hos Jyske Bank er udgifterne til nedskrivningerne faldet fra 852 millioner kroner i første halvår sidste år til 226 millioner kroner. Nykredit Bank er til gengæld gået fra en indtjening på nedskrivninger på 89 millioner kroner i første halvår af 2015 til 86 millioner kroner i samme halvår 2016.
Danske Bank har i år vendt udgiften på nedskrivninger til en indtjening. I første halvår af 2015 lå udgiften til nedskrivninger på 50 millioner kroner, hvor banken samme halvår i år har en indtjening på 106 millioner kroner på nedskrivninger. Det er altså en forbedring på 156 millioner kroner.