Menu luk

Sektoren ansætter færre unge

I 2008 var hver sjette medarbejder i penge og realkreditinstitutterne under 30 år. I 2014 var det blot hver niende, viser tal fra Danmarks Statistik. En forklaring kan være, at virksomhederne tager færre ind fra finansuddannelserne og flere akademikere, som typisk er lidt ældre.

19. dec. 2016
1 min

​8.557. Så mange færre beskæftigede inden for penge- og realkreditinstitutter var der i fjerde kvartal af 2014 i forhold til fjerde kvartal af 2008, hvor finanskrisen i Danmark endnu ikke havde kostet job for alvor.

En nærmere granskning af tallene fra Danmarks Statistik viser, at sektorens indskrumpning (fra 49.954 til 41.397 medarbejdere) på de seks år især er gået udover de yngre medarbejdergrupper. Hvor andelen af unge under 30 år i fjerde kvartal af 2008 udgjorde 16 procent af medarbejderne, var det seks år senere blot hver niende (11 procent) af de ansatte, der var under 30 år.

Penge- og realkreditinstitutterne beskæftigede i 2008 3.070 unge mellem 15 og 24 år, mens tallet seks år senere blot var 1.154.

Færre finanselever

Udviklingen kan blandt andet forklares med, at virksomhederne tager markant færre finanselever ind i dag end for syv-otte år siden. Eksempelvis tog bankerne blot 37 finanselever ind i 2016, som typisk er 18-19 år. Finanseleverne er blevet erstattet af finansøkonomstuderende mange steder og af unge med højere uddannelse, hvilket er ensbetydende med, at de er en del ældre, når de kommer ind i penge- eller realkreditinstituttet.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik og FA's Strukturstatistik har uddannelsesniveauet ændret sig markant i sektoren de senere år. I 2015 havde 45 procent af medarbejderne en videregående uddannelse, mens tallet i 2010 var 35 procent.

Som en konsekvens af, at der tages færre unge ind i sektoren, udgør de ældre medarbejdere i penge- or realkreditinstitutter en større del af medarbejderstaben. I fjerde kvartal af 2008 udgjorde de dengang 9.254 medarbejdere over 55 år 18,5 procent af medarbejderskaren. Seks år senere var der 8.890 ansatte over 55 år, som udgjorde 21, 5 procent af den samlede medarbejderstab inden for bank og realkredit.

Seneste nyt