Menu luk

Så slog Copenhagen FinTech Lab dørene op

Det var en vigtig dag, da den store satsning på Fintech materialiserede sig ved den officielle åbning af de nye lokaler i Finansforbundets lokaler

9. nov. 2016
4 min

Så oprandt dagen, hvor snoren officielt blev klippet til Copenhagen FinTech Lab. Det var kronen på tre års arbejde, og det var en stor dag.

Torsdag den 10. november blev der budt velkommen i Finansforbundets lokaler, hvor de 160 gæster blandt andet kunne høre Kent Petersen, formand for Finansforbundet, fortælle om rejsen, der hen ad vejen havde involveret så mange gode kræfter. Kræfter, som havde været med at etablere et væksthus, hvor fintech start ups og den etablerede finanssektor kunne møde i en kreativ og venlig atmosfære.

"Det er med stor stolthed og næsten med bevægelse, at jeg byder velkommen til åbningen af dette innovative væksthus, der forhåbentligt kan skaffe vækst og arbejdspladser til København og Danmark", sagde Kent Petersen.

Det, der blandt andet har drevet Kent Petersen i arbejdet, er viljen til ikke blot ærgre sig over, hvad der er mistet, men til at være med til at skabe nye rammer for vækst. Og han tog det til indtægt for projektets kapacitet og position, at så mange var mødt op. Herunder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Troels Lund Poulsen roste, hvordan en ny tidsalder, industrisamfund 4.0, nu havde materialiseret sig i nogle rum. Men han var også klar over, at der skulle mere til. Blandt andet et mere intensivt samspil mellem politikere og start ups.

"Den nye tidsalder med digitale virksomheder passer ikke én til én med den eksisterende lovgivning. Det må vi finde en løsning på. Vi må søge inspiration i andre lande til at skabe nye rammebetingelser og nye samarbejdsformer".

Og det er ifølge ministeren nødvendigt, fordi også han ser et kæmpe vækstpotentiale for Danmark, og for virksomheder der har kapacitet til at vokse globalt.

"Jeg ønsker jer tillykke, og jeg vil for min part gøre, hvad jeg kan, for at gøre det lettere for jer at udnytte det store vækstpotentiale bedst muligt", lovede ministeren.

Anna Mee Allerslev, hæftede sig ved, at deltagerne var noget anderledes klædt, end ved mange af de andre begivenheder, hun i øvrigt deltager i, det være sig møder med indvandrerkvinder, hjemløse, eller arbejdsløse. Alligevel var der en sammenhæng.

"Jeg tror satsningen er afgørende for at få jobs til de alt for mange ledige i København. Vi har brug for, at Copenhagen FinTech Lab bliver en succes. Alene i den sektor er der et potentiale til 5.000 arbejdspladser. København har ambition om 45.000 nye arbejdspladser. Det er det, vi skal leve af i fremtiden. Det betyder også noget for, om vi kan have fx vuggestuer og skoler på et niveau, vi er tilfredse med".

Og borgmesteren var klar over, at en så stor satsning krævede samarbejde og også opbakning fra staten. Det kvitterede hun blandt andet ved at takke ministeren for at være mødt op, og Kent Petersen takkede hun for det store visionære og konstruktive arbejde.

Selvfølgelig var branchen også selv præsenteret blandt åbningstalerne. Elizabeth Lumley, direktør for ‎Director Global Ecosystem Development Startupbootcamp i London fortalte en meget personlig beretning fra Malawi om, hvor stor betydning tilgængelige og sikre finansielle ydelser har. Betydningen af at fx en afrikansk enke kunne sætte sin arv ind på en konto, som kun hun havde adgang til.

"Fintech kan være med til at udvikle redskaber, som gør mennesker stærkere og samfund mere inkluderende".

Rasmus Bjørn Dahl fra Rainmaking Loft kunne fortælle om, hvordan investeringerne i FinTech start ups var fordoblet fra 1,4 mia. kr. i 2014 til 3 mia. i 2016. Det er nu blevet langt lettere at hente kapital, og de helt store virksomheder bliver ikke længere anset for at være de naturgivne vindere.

"Fintech er en "rising star". Men København er ikke rigtig kommet på Fintechlandkortet endnu. Nu er vi kommet et skridt videre", sagde Rasmus Bjørn Dahl og ridsede et par andre forudsætninger op, der skulle være på plads – og som er godt på vej i København:

Risikovillig kapital. En lovgivning, der tilgodeser start ups. Der skal være en iværksætterkultur og store virksomheder, der vil samarbejde. Vi skal ikke kæmpe mod, men samarbejde med London, og så skal der være et stærkt supportsystem. Netop det sidste så han godt imødekommet med Copenhagen FinTech Lab.

"Det fysiske betyder stadig noget. Det er kæmpe værdi at sidde sammen. Det er et helt særligt miljø og atmosfære med disse dedikerede og passionerede folk, som kan dele viden, danne netværk, dele successer og fiaskoer, selvom de selvfølgelig også konkurrerer i det små", sagde Rasmus Bjørn Dahl.

Og efter alle de smukke ord blev gæsterne i hold lukket over i de nye lokaler til besigtigelse af det, der lige nu er rammen om 40 fintechiværksætteres vej fra drømme til løsninger, der i fremtiden måske vil forandre de finansielle landskaber radikalt.

Billeder fra åbningsarrangementet

 

Seneste nyt