Menu luk

Læs mere effektivt til eksamen og få tid til at julehygge

”Jeg prøver ihærdigt at balancere eksamenslæsningen mellem studiejob og de mange julearrangementer. Det virker som en umulig opgave, men nu har jeg fundet en måde, hvor jeg kan komme hurtigere igennem teksterne”, fortæller Nina Roepstorff, der læser på CBS.

13. dec. 2016
2 min

​Så blev det december, for mange en glædens tid, for studerende som mig selv, en stresset eksamenstid! Konstant dårlig samvittighed, uoverskuelige læsemasser og lange dage på læsesal. Jeg er en af dem, der ihærdigt prøver at balancere eksamenslæsningen med studiejob samt venner og familie, der bare gerne vil julehygge.

Det virker som en umulig opgave, men efter at min kollega sendte mig en artikel om akademisk læsning har jeg (faktisk!) formået at komme hurtigere igennem teksterne, få bedre forståelse for den faglige sammenhæng og samtidig huske dem bedre. Det har givet mig betydeligt mere ro i sjælen, så jeg lidt bedre kan finde tid til alle de andre aktiviteter i december.

Jeg er først nu, i slutningen af tredje semester, blevet meget mere bevidst om min læseteknik. Derfor vil jeg dele 5 af mine bedste tips med dig, hvoraf nogle oprindeligt stammer fra artikler og testet af på mig selv, mens andre er baseret på ren personlig erfaring:

1. Skriv noter i hånden!

Det virker meget bedre end at skrive dem på computeren. Man bliver tvunget (af frygt for håndkrampe) til at udvælge de væsentligste punkter, frem for blot at citere teksten, hvilket man har tendens til på computeren. Du kan med fordel hurtigt skrive dem ind på computeren efterfølgende.

2. Læs indledning og konklusion før du begynder, noter dig hovedpointerne

På den måde danner du dig overblik over, hvad teksten kommer til at handle om og bliver mere opmærksom på de argumenter, der støtter konklusionen.

3. Relater løbende til eksisterende viden

Ved at være reflekterende og relatere teksten til din nuværende viden (baseret på andre pensumtekster, teorier mm.) øges både din motivation og koncentration. Til eksamen er der typisk krævet en holistisk forståelse for teksterne og deres sammenhæng, hvilket denne metode giver dig et forspring i.

4. Brug tid på løbende at slå ukendte ord og begreber op

Det er fristende lige at springe et ord over, hvis man ikke helt forstår dets betydning. Især hvis man, som jeg selv, læser på engelsk. Personligt har jeg aldrig lært så meget af en tekst, som når jeg har taget mig tid til at slå svære begreber op!

5. Stil konkrete spørgsmål til teksten

Det er vigtigt, at læse anvendelsesorienteret frem for blot at læse fra A til Å. I nogle lærebøger er der efter hvert kapitel en række spørgsmål, som du kan læse efter. Vi har på vores studie fået vores professorer til at sende nogle læsespørgsmål til de artikler, hvor spørgsmålene ikke er givne. Man kan med konkrete spørgsmål fokusere målrettet på det, som spørgsmålene omhandler og skimme det, som ikke åbenlyst besvarer dem.

Nu tænker du sikkert: "Ja ja, den er god med dig." Jeg håber dog alligevel, at du vil forsøge at afprøve et par af mine tricks eller måske bare pådrage dig en bevidsthed omkring læseteknik. Held og lykke, vi har nok alle brug for det i disse eksamenstider!

Læs mere om akademisk læsning her

Seneste nyt