Menu luk

JPMorgan pønser på en mindsteløn – ad åre

Bankansatte i USA arbejder for 80-85 kroner i timen. Nu bebuder JP Morgan Chase, at mindstelønnen for de 18.000 lavestlønnede skal hæves til 99 kroner i 2019.

4. sep. 2016
1 min

18.000 af JPMorgan Chases lavest lønnede medarbejdere kan se frem til en lønforhøjelse, så deres timeløn kommer op på 15 dollar (omtrent 99 kr.) – dog først i 2019. Bankens tiltag falder i forlængelse af den landsdækkende amerikanske bevægelse: "Fight for $15", som går ud på at hæve lønnen til 15 dollar for de ca. 42 pct. af de amerikanske arbejdere, der tjener mindre. Byerne San Fransisco, Seattle og Los Angeles er gradvist i gang med at hæve mindstelønnen i deres distrikter til det niveau. Guvernøren i staten New York har som mål, at indbyggerne her skal nå op på de 15 dollar i juli 2021.

En lønstigning er den rigtige vej at gå, skrev Jamie Dimon, adm. dir. i JPMorgan, i en klumme i New York Times: "Mange amerikaneres lønninger har i alt for lang tid slet ikke bevæget sig. Mange medarbejdere, som vil få denne lønforhøjelse, arbejder som kasserere eller privatkunderådgivere. Først og fremmest vil det betyde, at flere amerikanere får en andel i den økonomiske vækst".

Indlægget placerer Jamie Dimon centralt i den ophedede debat i USA, hvor synspunkterne står stejlt over for hinanden mellem dem, der mener, at lønninger skal hæves, så levestandarden kan forbedres, og dem der mener, at det vil føre virksomhederne direkte ud i fallit.

Indtil nu har de store banker holdt sig ude af debatten, men der er mindre banker, der allerede er skredet til handling. Sidste sommer hævede Amalgamated Bank, den største fagforeningsejede bank, minimumslønnen til 15 dollar. Og selvom det i danske ører ikke er meget, er det dog et stykke over medianlønnen for bankkasserere, der ifølge US Bureau of Labor Statistics ligger på 12,70 dollars.

 

Seneste nyt