Menu luk

Historien om et uønsket kort

Dankortet fik en svær fødsel med udbredt skepsis hos forbrugerne og direkte modstand hos mange butikker. Også medarbejderne i banker og sparekasser var imod. Først efter ti år var successen i hus, og danskerne havde lært at huske deres pinkode

22. nov. 2016
4 min

For 33 år siden sad nogle få mænd med et færdigt dankortsystem, men de havde et problem, fordi fem millioner danskere ikke ville have et elektronisk betalingskort. I hvert fald herskede der en negativ indstilling til dankortet, og der blev talt om frygt for registrering og risiko for svindel, som også prægede den politiske debat om betalingskortet i Folketinget. Også medarbejderne i banker og sparekasser var imod. De frygtede for deres arbejde, hvis der kom færre kunder til kassen for at hæve penge.

Hvordan var det gået, hvis pengeinstitutterne havde fulgt folkestemningen og droppet lanceringen af verdens første nationale elektroniske betalingskort? Spørgsmålet stiller vi til en af de visionære mænd i Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab (PKK), Henning Jensen, der deltog i det benhårde arbejde med at få dankortsystemet klar til at gå i luften torsdag den 1. september 1983.

"Så ville Danmark ikke kunne 'prale med' at have et landsdækkende betalingskort og en infrastruktur, som er fælles for alle pengeinstitutter uanset deres størrelse, og som kan anvendes i alle landets forretninger – ja alle vegne", siger Henning Jensen, der netop har udgivet bogen "Historien om Dankort".

Den gamle musketerånd

Historien begynder sidst i 1970'erne, hvor de to foreninger Bankforeningen og Sparekasseforeningen nedsatte et betalingsformidlingsudvalg, som skulle finde en afløser for checken, der var blevet dyr for pengeinstitutterne. Succesen var for stor, og der blev brugt 200 millioner check årligt. Da behandlingen af en check kostede syv kroner (i datidens penge), så bankerne et stort rationaliseringspotentiale i en elektronisk erstatning for checken. De 1,4 milliarder kroner, som det kostede, var værd at gå efter.

I Danmark var der en tradition for samarbejde i den finansielle sektor såvel om fælles kundevendte systemer som om fælles datacentraler. Sparekasserne havde en fælles bogføringscentral, der var en stor spiller på markedet.

Op til lanceringen af dankortet kørte der en kraftig magtkamp mellem bankerne og sparekasserne, for bankerne sad på forretningskunderne, og sparekasserne på privatkunderne. Desuden drøftedes det, om kortet skulle være et kreditkort eller et debetkort, og hvordan man skulle fordele omkostningerne til systemets drift.

"De var enige om at lave noget fælles, der fjernede noget konkurrence fra andre mulige kortudstedere. Den gamle musketerånd havde blandt andet medført et fælles betalingsservicesystem og et fælles lønsystem. Der var en tradition for fælles løsninger, også fordi der ikke var et enkelt pengeinstitut med så stor markedsandel, at det kunne gå egne veje", siger Henning jensen.

Efter lange diskussioner kunne dankortet lanceres i 1983.

"Da vi så gik ud og lancerede kortet, fik vi det problem, at pengeinstitutterne ville have penge for brugen af kortet. De ville ikke gøre samme fejl som med checken, men den prispolitik kom de ikke igennem med", fortæller Henning Jensen.

Modstanden

Der var næppe en dag uden avisartikler eller indlæg i radio og tv om dankortet. Borgerne ville ikke betale penge for at få lov til at bruge deres egne penge, som de var tvunget til at sætte ind i banker og sparekasser, og forretningerne var meget på vagt over for eventuelle øgede omkostninger.

Omkring 1980'erne var der en temmelig stor teknologiforskrækkelse. På det tidspunkt overtog tekstbehandlingssystemer arbejde fra skrivemaskinerne, og bank- og sparekassefunktionærerne vidste jo godt, at en tredjedel af arbejdstiden gik med kasseekspedition.

"Vi mærkede jo modstanden, når vi var ude at forklare medarbejderne i banker og sparekasser om det nye dankortsystem, og vi nævnte, at det kunne give dem mere tid til rådgivning af deres kunder".

Henning Jensen husker også en frygt i befolkningen for, hvad der ville ske, hvis folk stod i kø i et supermarked og ikke kunne huske den firecifrede pinkode!

Debatterne i offentligheden bredte sig også ind i Folketinget, hvor de havde en forespørgselsdebat rejst af den radikale Aase Olesen. Hun frygtede, at pinkoden på fire cifre kunne aflures. Men først og fremmest talte politikerne om frygten for teknologisk arbejdsløshed. Bank- og sparekassefunktionærerne havde sendt et fælles brev til alle folketingsmedlemmer, hvor de beskrev frygten for, at indførelsen af dankortet og pengeautomater ville koste arbejdspladser.

En lang fødsel

Det tog faktisk ti år, før antallet af dankorttransaktioner oversteg antallet af checktransaktioner. Det mest succesfulde tiltag omkring danskernes tilvænning til dankortet blev opstillingen af de udendørs pengeautomater "Kontanten", der toppede omkring 1990 med 15 millioner hævninger om året. Det helt store gennembrug kom, da man fik Dansk Supermarked til at købe 4.000 kortlæsere og installere dem i kassesystemerne.

Efter en langsom start blev dankortet en stor succes, og i pengeinstitutterne så medarbejderne efterhånden kortet mere som en aflastning end en trussel.

Det er også et stykke dansk teknologihistorie, for hele dankortsystemet blev udviklet og produceret på dansk teknologi af elektronikfirmaet Christian Rovsing A/S og af de danske telefonselskaber.

Efter finanskrisen er kundernes tillid til bankerne noget rystet, mens dankortet omvendt har slået nye rekorder. I årtier har den finansielle sektor tjent mange penge på den simple betaling, og danskerne har vænnet sig til at køre deres dankort igennem terminalen. I dag ejes dankortet af Nets. Snart er dankortet historie.

Læs mere i Henning Jensens bog "Historien om Dankort". Bogen findes som hæftet og som e-bog. Eget forlag 2016. Pris: 200 kroner. E-bog: 50 kroner.

Seneste nyt