Menu luk

Flere lån til erhvervslivet

Pengeinstitutternes udlån til håndværk og byggeri, industri og til handel og service er højere end for seks måneder siden, og der lånes i overvejende grad til investeringer og udvidelser frem for til drift, vurderer 542 erhvervsrådgivere i Finansforbundets erhvervsrådgiverpanel.

28. nov. 2016
1 min

​Dansk erhvervsliv har generelt bevæget sig mod bedre tider de seneste seks måneder, lyder vurderingen fra 542 erhvervsrådgivere i Finansforbundets erhvervspanel. Omkring halvdelen af erhvervsrådgiverne oplever en bedring i situationen for virksomheder inden for industri og håndværk/byggeri, mens en tredjedel oplever en bedring for virksomhederne inden for handel og service.

Undersøgelsen, der er foretaget i oktober, viser dog også, at landbruget fortsat er presset. 35 procent af erhvervsrådgiverne oplever, at det går værre for landbruget nu end for seks måneder siden, mens 21 procent vurderer, at det går bedre.

En positiv tendens for både pengeinstitutterne og for virksomhederne er, at udlånet går frem i forhold til for et halvt år siden. Inden for håndværk og byggeri vurderer 44 procent af de adspurgte erhvervsrådgivere, at udlånet er højere. For industrien og for handel og service vurderes udlånet til at være højere i dag af 33 procent af erhvervsrådgiverne. I forhold til landbruget er erhvervsrådgiverne mest splittet. 21 procent oplever her, at udlånet er steget, mens 36 procent svarer, at udlånet er lavere i dag end for et halvt år siden.

Hovedstadsområdet i front

Erhvervsrådgiverpanelet er oprettet af Finansforbundet for at bringe den hands on-erfaring og viden om erhvervslivet i spil i debatten om vækst og jobskabelse, som pengeinstitutternes erhvervsrådgivere besidder. Erhvervsrådgiverne vurderer kun de sektorer, som de angiver at have et højt kendskab til, og har kunder i. Rådgiverne i panelet er opdelt i fem geografiske regioner – Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland – så det er muligt at sammenligne erhvervsudviklingen i regionerne. I den seneste undersøgelse er Region Hovedstaden marginalt i front, da 41 procent af rådgiverne her vurderer, at situationen for erhvervslivet her er bedre eller meget bedre end for seks måneder siden. For de fire øvrige regioner svinger tallet mellem 36 og 40 procent.

Seneste nyt