Menu luk

Finansansatte føler sig ikke voldsomt truet af fintech

Blot hver 16. mener, at deres jobfunktion i høj grad er truet af nye fintech-løsninger, viser undersøgelse blandt 1.515 finansansatte, som Epinion har foretaget.

3. okt 2016
1 min
Af Carsten Jørgensen
cjo@finansforbundet.dk

​Nye fintech-virksomheder med smarte, digitale løsninger startes op i tusindvis verden over i disse år. De udfordrer pengeinstitutternes eksisterende forretningsmodeller og spås at kunne udkonkurrere dem. Men det er langt fra noget, der får panderynker frem hos alle.

I en undersøgelse blandt 1.515 finansansatte, som Epinion har foretaget for Finansforbundet, svarer blot seks procent, at deres jobfunktion i høj grad er truet af nye fintech-løsninger. 31 procent mener, at deres jobfunktion i nogen grad er truet. Omvendt svarer 18 procent, at deres jobfunktion slet ikke er truet af nye fintech-løsninger, mens 25 procent mener, den er truet i lav grad.  

Flere vurderer, at virksomhederne bag den nye finansielle teknologi er en stor udfordring for de etablerede pengeinstitutter. Ti procent ser i høj grad fintech-virksomhederne som en reel trussel mod de etablerede pengeinstitutter, mens 48 procent vurderer, at de i nogen grad er en reel trussel. Blot 5 procent svarer slet ikke til spørgsmålet, mens 18 procent mener, at fintech-virksomhederne i lav grad er en trussel mod de etablerede pengeinstitutter.

Et klart flertal af de adspurgte mener heller ikke, at fintech-virksomheder vil lykkes med at udvikle digitale løsninger, der kan udkonkurrere den personlige kunderådgivning, som pengeinstitutter i dag leverer. 65 procent svarer nej til spørgsmålet, mens 23 procent svarer ja.