Menu luk

En sikker investering i fish and chips

KLUMME: Crowdfunding er i eksplosiv vækst, og den træder ind på områder, hvor traditionel finansiering ikke giver mening for investorer og banker; men udbyttet af en investering måles ikke blot i penge – det kan også måles i arbejdspladser og livskvalitet.

14. aug. 2016
3 min

​Før sommerferien var jeg inviteret til åbningen af et nyt streetkitchen i Østlondon: Fish and Chips Kart, som er vokset ud af en foodincubator, "The Kitchenette", der over de seneste to år har hjulpet ni små fastfoodbutikker ud på gaden. Jeg har faktisk selv investeret 100 pund i den nye crowdfundede forretning, og de unge iværksættere har lovet at betale mig tilbage i 20 gange fish and chips det kommende år(!)

Forretningen er en såkaldt not for profit social entreprise, der ikke er skabt for at give overskud, men blot skal løbe rundt og sikre job til unge med en drøm. Lanceringen foregår på en tagterrasse på toppen af en nedslidt victoriansk industribygning i Hackney. Det er et område med store sociale problemer og i øvrigt det sted i London, hvor opbakningen til EU var størst under Brexit-afstemningen: Otte ud af ti borgere i Hackney stemte for at blive i EU, og graffitien på muren fortæller, "at flygtninge er velkomne her". Bygningen er ejet af the Bootstrap Company, som er udklækningsanstalt for unge talentfulde iværksættervirksomheder. Fællesskabet har også sit eget bryggeri, 40 FT, i en 40-fods container i gården (deraf navnet) ved siden af en lille lokal cykelfabrik. Stedet er et typisk eksempel på cirkulær økonomi, der er et fænomen, man ser mere og mere rundtom i London: De penge, man tjener, skal helst blive og gøre gavn i kvarteret.

'

Streetkitchens og crowdfunding

En analyse fra Google Trends viser to tendenser, som i de seneste 4-5 år har dannet parløb i opadgående kurve: Det er "streetkitchens" og "crowdfunding". Overalt i verden åbner unge mennesker deres egen lille fødevareforretning; det er en billig måde at komme i gang som selvstændig og få et arbejde på, men set med investeringsøjne er drømmen ikke særlig attraktiv sammenlignet med en anden London-specialitet, "tech-startups", hvis værditilvækst regnes i millioner og milliarder.
Som erhvervschefen i en anden bydel, Camden, fortalte mig sidste år: "Når investorerne sætter deres penge i en tech-startup, håber de at få del i et nyt Twitter, Uber eller Airbnb. Men når du investerer i et streetkitchen eller en damefrisør, betyder en eventuel succes, at iværksætteren skal til at ansætte flere mennesker, hvilket ikke er attraktivt for utålmodige venturekapitalister, men til gengæld meget attraktivt for kommunen, for nu får vi skabt lokale arbejdspladser".

Det er også derfor, Hackney har investeret nogle af pengene i den lille chipshop, der nu indvier sine frituregryder her på Clayton Junction's Roof Garden, hvor jeg står og spiser pomfritter og drikker lokal 40 FT pale ale.

Men det er langtfra risikofrit, understreger stifteren af The Kitchenette, Cynthia Shanmugalingam: "Det er svært at få en lille restaurant til at løbe rundt, hvilket er grunden til, at vi arbejder så intenst med at udvikle de unges forretningsidé og faglige kompetencer. Det er også baggrunden for, at bankerne er tilbageholdende med at finansiere fødevareeventyrene på gaden".

Det er derfor, crowdfunding hænger så godt sammen med streetkitchens: Undertegnede og de 190 andre backers, der tilsammen har investeret 31.117 £ i Kitchenettes Fish and Chips Kart, deler den økonomiske risiko, vi kommer med i et fællesskab, vi er med til at udvikle de kvarterer, vi bor i, og skaber nye arbejdspladser.

 

Crowdfunding fungerer med negativ rente

I modsætning til den traditionelle bankmodel fungerer crowdfunding i en verden, hvor renten er 0 eller negativ. Det synes jeg er interessant. Pengeinstitutternes rolle i crowdfunding er ikke afklaret endnu; vi ser få finansielle institutioner, som er villige til at acceptere betaling i fish and chips, men vi ser mange af deres kunder, som er.

Så måske skulle bankerne øge deres engagement og etablere tålmodige puljer til investering i langsigtede, arbejdskrævende nye projekter med gode udsigter; i 2014 var verdensmarkedet for crowdfunding 16 milliarder dollars, sidste år var det 35 milliarder, og fortsætter væksten de kommende to år, vil vi ramme 100 milliarder dollars ved udgangen af 2017 – og crowdfunding vil herefter have overtaget venturekapitalisternes rolle som primær motor på iværksættermarkedet.

Indtil da vil jeg spise nogle af de mange fish and chips, jeg har til gode.

Seneste nyt