Menu luk

Dansk fintech når ud til to millioner briter

Den danske fintech-startup Ernit har indgået samarbejde med Barclays, der betyder, at to millioner af bankens kunder i de kommende måneder får adgang til den lille digitale sparegris, som Ernit har udviklet.

26. sep. 2016
2 min

​To millioner små, danske grise kommer snart til at holde på britiske børns pund. Ernit, en dansk fintech-virksomhed, har udviklet en digital sparegris, der de kommende måneder skal lanceres i samarbejde med den britiske gren af banken Barclays.

Sparegrisen er udviklet af Ernit for at lære børn værdien af penge i et mere og mere kontantløst samfund. Via en app kan forældre, bedsteforældre og andre potentielle investorer smide penge i grisen, og børnene kan holde øje med deres opsparing ved hjælp af en lysskærm på dyrets snude.

Pilotprojektet går ud på, at Barclays skal distribuere sparegrisen hos to millioner ud af deres 11 millioner britiske kunder. Ernit planlægger en selvstændig lancering af produktet i løbet af 2017.

 

TechStars har åbnet døre

Samarbejdet mellem Barclays og Ernit er et resultat af Ernits deltagelse i Techstars, et acceleratorprogram hos Barclays. Acceleratorprogrammer har til formål at fremme fintech-startups, mens de er under bankens vinger. Ti firmaer blev udvalgt fra over 1.000 ansøgere, og den danske fintech-startup er altså blandt den ene procent af de udvalgte.

TechStars fandt sted i New York over tre måneder, og de fire ejere af ERNIT er netop hjemvendt fra acceleratorprogrammet. I forbindelse med programmet har de mødt potentielle internationale investorer og mentorer, som har hjulpet dem med at finpudse deres produkt til lancering.

"Det har været ekstremt interessant at opleve, hvad Techstars har kunnet åbne" fortæller Søren Nielsen, medstifter og direktør af Ernit, om det lille firmas deltagelse i acceleratorprogrammet.

Acceleratorprogrammet havde afslutning med showcase-dage, hvor de ti firmaer skulle fremvise deres produkter til potentielle investorer. Efterfølgende har ERNIT haft kontakt til flere interesserede investorer, som de ifølge Søren Nielsen har udsigt til at samarbejde med. Oplevelsen af acceleratorprogrammet har haft en positiv effekt på både deres forbindelser, men også holdet selv.

"Vi har presset vores hold til at lave ting ekstremt hurtigt i forhold til tidligere. Vi har lavet nye features og pilotaftaler, og det ville vi ikke have gjort i Danmark", siger Søren Nielsen.

Han mener, at deres relationer til nye investorer og samarbejdet med Barclays er en direkte konsekvens af deltagelse i programmet.

Seneste nyt