Menu luk

Checken checker ud til nytår

Checksamarbejdet mellem de danske banker ophører ved udgangen af året, og efter et liv på 160 år bliver det nok papirlappens uofficielle død.

3. okt. 2016
3 min

​Engang var det en af de mest brugte betalingsformer. Checken var en hurtig og praktisk måde at få penge til at skifte hænder på. Nu møder man kun papirlappen i breve fra elselskabet eller nede ved kioskskranken, hvor et millionbeløb er skrevet på en meterlang check.

Fra 1. januar 2017 kan man derfor ikke længere hæve en check i et andet pengeinstitut, end hvor den er udstedt. Man kan måske kalde det for checkens uofficielle død. Checken blev indført i 1857 og havde sit højdepunkt i 80'erne, da der blev udstedt op mod 200 millioner checks om året i Danmark. Det svarer til mere end en halv million om dagen. Godt 160 år efter dens fødsel må den se sig slået som den smarte betalingsform, den engang var. En checktransaktion tager tre dage. Til sammenligning kræver det bare et par klik og et swipe med tommelfingeren at overføre via MobilePay.

Checkens stille udgang har været længe undervejs. Ifølge historiker Brian Wiborg kunne man allerede ved dankortets indførelse i 80'erne se en forbindelse mellem dankortets stigende popularitet og checkens faldende brug. Dødsstødet er så kommet nu i kraft af det voksende antal digitale betalingsløsninger. Dankort, netbank, MobilePay, Swipp og flere er på vej. I en papirløs verden er der mindre og mindre plads til checken som betalingsform.  

Revolutionering af bankverdenen

Nogle historikere hævder, at checkens historie går tilbage til år 352 før Kristus. Den moderne check blev dog bragt til Danmark af C.F. Tietgen, der inspireret af checksystemet i England ville indføre betalingsformen i Danmark. Befolkningen var skeptisk. Skulle de lægge deres hårdt tjente mønter i hænderne på fremmede og indløse dem med en lap papir?               

Checken blev dog officielt indført i 1857, og i starten blev den hovedsageligt brugt blandt handlende og købmænd. I løbet af det 20. århundrede med indførelsen af velfærdsstaten fik flere og flere privatpersoner efterhånden checks.

Den værdifulde papirlap skabte også en masse job. I 1950'erne skulle millioner af checks håndteres med indtastninger, hulkortssystem og generelt ensformigt kontorarbejde.

"Checken var med til at revolutionere bankverdenen, blandt andet fordi håndteringen af den krævede meget manuelt arbejde. Derfor ansatte sektoren pludselig rigtig mange kvinder i modsætning til tidligere, som dengang fik en lavere løn end mændene", fortæller historiker Brian Wiborg fra Viborg Museum.

Trods en faldende interesse blandt forbrugerne for at bruge checken til daglig er den ikke blevet endegyldigt afskaffet. Det er ikke muligt for Finansrådet at afskaffe checken som betalingsform. Mere præcist vil checksamarbejdet, der gav checken mulighed for at blive udvekslet og indløst landet over, ophøre den 1. januar 2017.

Checksamarbejdet har betydet, at kunder frit kunne indløse checks, uanset hvilken bank checken kom fra. Bankerne har stadig mulighed for at samarbejde med hinanden om checkindløsning, men det obligatoriske samarbejde ophører ved udgangen af året.

I 2015 blev der indløst to millioner checks i Danmark. Ifølge Finansrådet er det oftest store erhvervskunder, der ikke nødvendigvis har omlagt sig til nye betalingsformer, der fortsat bruger checken. Sammenligner man med betalingskort, bliver checks ikke brugt ligeså tit, men de bliver brugt i situationer, hvor betalingerne er af en "betydelig værdi" ifølge en rapport om danskernes betalingsvaner fra Danmarks Nationalbank.

Seneste nyt