Menu luk

Byens eneste bank satser på det personlige

Både i Præstø og på Møns Banks hjemmebane i Stege er billedet helt det samme. Alle andre banker har forladt skuden. ”Det giver en særlig forpligtelse”, siger bankdirektør Flemming Jensen, som bekræfter tænketanken CEVEAs konklusion om, at lokale banker er mere villige til at finansiere det lokale erhvervsliv

30. nov. 2016
4 min

Den nære, personlige relation mellem bankmedarbejder og kunde er stærkest i lokalområderne, og det er også tilfældet hos Møns Bank, som har hovedsæde i Stege. Her er banken det eneste pengeinstitut i kilometers omkreds, efter at flere andre banker har valgt at lukke, og det giver en forpligtelse om at turde investere i lokalsamfundet. Hvis banken ikke har tillid til at give lån til de lokale, kan det blive enden for et mindre lokalområdes erhvervsliv.

Derfor holder Møns Bank fast i, at lokale initiativer skal få lov at gro. Det tætte samarbejde mellem bank og borgere er stærkest i små lokalsamfund ifølge en rapport fra tænketanken CEVEA. Rapporten viser, at det er et lokalt kendskab, der gør banker mere villige til at investere i mindre tiltag, fordi de har et kendskab til kunderne, der rækker udover tal til kreditvurderinger.

Ifølge mønboerne selv får de tingene til at ske, og det vil Møns Bank være med til at holde gang i. Det gælder alt fra de helt små sponsorater til det helt store. Det landskendte GeoCenter Møn, oprettet i 2007, var fx ikke blevet til noget uden bankens medvirken.

I Præstø kan der fortælles en tilsvarende historie. Møns Bank er byens eneste bank og bakker det lokale erhvervsliv op, ligesom man støtter foreningslivet.

Bank som integreret del af lokalsamfundet

"Vi er en integreret del af det lokalsamfund, vi bor i og det giver en anden forpligtelse end for de større banker. Når de lokale tager initiativ til at skabe en begivenhed eller virksomhed, kan det skabe omsætning i området. Derfor hjælper vi, når nogen kommer med ideen. Forskellen på os og de store er, at der er meget plads til at lave individuelle løsninger", siger bankdirektør Flemming Jensen.

De individuelle løsninger er blandt andet, at de små banker kender de lokale på en anden måde og derfor ikke udelukkende baserer kreditvurderingerne på tørre tal. For nogle kan det virke lidt gammeldags med kunderådgivning ansigt til ansigt i filialen, men det er noget, både kunder og bank sætter højt. Sådan lærer man sine kunder at kende, og på sigt kan banken bedre investere i kunder, den har et kendskab til udover det på papiret.

Den slags tankegang er god for et lokalsamfund ifølge John Andersen, professor i plan, by og process ved Roskilde Universitet. Han mener, at de små byer, der ofte er ramt af negative vendinger som 'udkantsdanmark' og 'provinsen', kan få gang i bylivet med det rette samarbejde mellem kommune, de lokale og de banker, der tør investere.

"Når borgerne er initiativrige, sætter det gang i flere iværksættere, som tør komme i gang. I sidste ende kan det kaste en arbejdsplads eller to af sig, men det kræver virkelig, at en bank er en integreret del af lokalsamfundet", fortæller John Andersen.

For et pengeinstitut kan et lån til en lokal kunde være en risiko, men satsningen kan også være en investering i lokalsamfundet om at holde det i live. Rapporten konkluderer, at der kan være forretning i at basere kreditvurderinger på viden, som bankerne får gennem en tæt relation til kunden.

Møns Bank vokser ud af Møn

Oprettelsen af en filial i Præstø tilbage i 2002 var første gang, Møns Bank gik uden for sit oprindelige markedsområde – men ikke sidste.

I Næstved mangler der ikke banker, men her er situationen, at byens to gamle lokalbanker, DiBa og Max Bank, ikke længere eksisterer. Her åbnede Møns Bank filial i 2014 og opfattes nok som "den lokale bank". I hvert fald er det strømmet til med kunder, så filialen allerede efter et halvt år havde nået breakeven.

Og i november åbner Møns Bank filial i Vordingborg, hvor banken blot på rygterne om, at den kommer til byen, har fået adskillige nye kunder.

Årsagerne kan man gisne om, men hvad der går igen, er det lokale engagement: At man som kunde ikke havner i et callcenter, at sagsbehandlingen er hurtig – og lokal – og at man er synlige med sponsorater og sin blotte tilstedeværelse. Nærheden giver både indsigt og en bedre forståelse for de projekter og initiativer, banken præsenteres for.

Til at nå ud på det øvrige Sjælland, Lolland og Falster har banken Møn Direkte, som er et korps af kørende rådgivere.

"Vi gør det måske lidt som i de gode gamle dage", fortæller Flemming Jensen. "Men vi hører, at kunderne stadig gerne vil mødes ansigt til ansigt, selv om vi absolut også er bevidste om vigtigheden af at kunne tilbyde de nyeste digitale løsninger i både Mobil- og Netbank."

At være lokalbank i dag er ikke et enten-eller til den moderne teknologi, men et både-og.

"En meget stor del af vores identitet i Møns Bank er, at vores kunder anbefaler os til venner, bekendte, familie og forretningsforbindelser. Vi er stolte af, at vi på den måde har gjort os fortjent til enhver ny kunde," siger Flemming Jensen.

Seneste nyt