Menu luk

Ansatte i Danske Bank har en følelse af afmagt

Danske Banks tilbud om frivillig fratrædelse til op mod 8.000 medarbejdere skaber stor bekymring. ”Efter at vi har besteget bjerge og arbejdet hårdt for at gøre Danske Bank til nummer 1, kommer sådan en udmelding om fratrædelse som kølig luft.”, siger formanden for Danske Kreds, Steen Lund Olsen.

17. okt. 2016
3 min

​Vil du gå frivilligt?

Det skal op mod 8.000 medarbejdere i Danske Bank tage stilling til inden 31.oktober, som er den sidste dag, hvor medarbejderne kan søge om frivillig fratrædelse i banken. Tilbuddet gælder udvalgte afdelinger i koncernen, primært Personal Banking og Business Banking.

Åbningen af kataloget sker som led i at effektivisere Danske Bank, men banken kan ikke oplyse, hvor mange medarbejdere man samlet set ønsker ud.

"Vi har gjort det til en frivillig ordning, der gælder for flest muligt. Nu får vi se, hvor mange, der træffer valget om at gå frivilligt. Ud fra det må vi afgøre, om nogle må gå ufrivilligt. Det håber vi ikke, men det kan blive nødvendigt", sagde direktør Thomas Borgen på en konference med bankens tillidsmænd den 12. oktober.

Tilbuddet om frivillige fratrædelser bekymrer Finansforbundet og formanden for Danske Kreds, Steen Lund Olsen, fordi medarbejdere og ledelse har stået sammen gennem imagekriser og kundekritik, og nu går det faktisk godt for Danske Bank:
"Efter at vi har besteget bjerge og arbejdet hårdt for at gøre Danske Bank til nummer 1, kommer sådan en udmelding om fratrædelse som kølig luft. Til de medarbejdere, der har knoklet i mange år for at løfte banken tilbage, er det ikke en tak at åbne et fratrædelseskatalog", siger Steen Lund Olsen, der taler om en følelse af afmagt hos de medarbejdere, der har knoklet for at Danske Bank er et godt sted at være ansat.

Thomas Borgen påpeger om baggrunden for tilbuddet om frivillig fratrædelse, at det hænger sammen med den lave rente og en lav økonomisk vækst over en årrække, hvor digitaliseringen tager til i hastighed, og nye aktører kommer på banen i finanssektoren.

Brænder for banken

Ikke desto mindre havde tillidsmændene meget svært ved at se begrundelsen for yderligere medarbejderreduktioner i Danske Bank, for som tillidsmand i Ballerup og Herlev Afdeling, Sandra Greve Jørgensen, sagde til direktionen:

"Vi brænder for banken. Men jeg oplever også, at vi arbejder rigtig meget. Det vil vi også gerne, men til en vis grænse. Frivillige fratrædelser er en fin måde at lade folk forlade banken på, men hvem skal løse deres opgaver, når de er væk?"

På mødet med tillidsmændene ville Thomas Borgen ikke sætte tal på, hvor mange stillinger der skal nedlægges. Og der var heller ikke svar på, hvem der skal løfte alle de opgaver, der bliver til overs for ikke at tale om behovet for ekstra meget energi fra medarbejderne, hvis Danske Bank skal gå fra "good" til "great", som han udtrykte det.

I den faglige organisation er spørgsmålet, hvad der ikke skal laves i fremtidens Danske Bank, når man skærer så kraftigt i medarbejderstaben:

"Hvorfor skal vi sige farvel til dygtige og kompetente kolleger, når vi i forvejen har rigeligt at lave og tilmed har brug for nye kompetencer", spørger Steen Lund Olsen og efterlyser et helt andet tankesæt hos bankens ledelse, når han spørger, om Danske Bank ikke kunne blive en bedre bank, hvis man investerede lidt i medarbejderne frem for aktionærerne?

Når man samtidig lover aktionærerne et afkast på 12,5 procent i 2018, hvilket kræver en reduktion i bankens omkostninger, står ledelsen i en svær balancegang mellem hensynet til de ansatte over for hensynet til aktionærerne.

Seneste nyt