Menu luk

Lige nu er en ny overenskomst vigtigst

Kredsens nye formand Inge Sand tror, at hun med mange års faglige erfaring og anerkendelse af hende som person kan blive det friske pust i forhandlingsrummet, der giver medlemmerne en ny virksomhedsoverenskomst.

ISL Scandic

Tekst og foto: Johannes Nørgård

Det er en lettet og glad Inge Sand, der stiller op til en hurtig snak efter generalforsamlingen på Scandic Hotel og sit første korte møde med bestyrelsen som ny formand. Hun lægger ikke skjul på, at det har været en til tider hård oplevelse at stille op mod en siddende formand. For eksempel har der været et rygte i omløb om, at hun er ledelsens mand:

”Det er noget forfærdeligt vrøvl. Jeg blev første gang valgt som tillidsrepræsentant i 1987, da jeg lige var blevet udlært og har haft faglige tillidsposter lige siden. Det ville aldrig kunne lade sig gøre uden kollegernes opbakning. Og det skal ikke lyde som kritik af Kristina, for vi er forskellige som mennesker, men min måde at tilgå ledelsen vil nok være lidt anderledes”, siger hun og er bevidst om, at der lige nu ligger et kæmpe arbejde i forhold til at samle kredsen:

”Min opgave er nu at samle kredsen, så alle kan se sig selv i de beslutninger vi træffer og den retning vi går. Men jeg havde aldrig stillet op, hvis jeg ikke troede på, at jeg kunne lykkes med opgaven. Vi vil alle sammen det bedste for medlemmerne, så nu handler det om at se fremad og finde fodslag. Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg har en bestyrelse med nogle fantastiske kompetencer, så jeg er fuld at optimisme”.

Ny virksomhedsoverenskomst
Ud over, at Inge Sand har siddet i kredsens bestyrelse og Finansforbundets repræsentantskab har hun været ansat i Nykredit i 24 år, hvor hun blandt andet har været medlem af koncernsamarbejdsudvalget, været medarbejdervalgt i forenet Kredits repræsentantskab og medarbejdervalgt til bestyrelsen i Nykredit A/S og Nykredit Realkredit A/S. Det giver hende en særdeles solid baggrund, når drøftelserne skal i gang med ledelsen om en ny virksomhedsoverenskomst som skal være færdig i 2023.

”Det er målet og den vigtigste opgave lige nu, og de drøftelser skal i gang hurtigst muligt for at lande en god virksomhedsoverenskomst for vores medlemmer. Her er det vigtigt for mig at lytte til medlemmerne og spørge dem først, hvad det er vi skal bære ind i forhandlingsrummet. I stedet for som det tit sker at præsentere dem for et forslag, de kun kan sige ja eller nej til. Samtidig skal vi have evalueret på, hvad der gik galt sidste gang. Men så tror jeg også at vi har et godt afsæt for at lykkes. Vi skal selvfølgelig ikke gå med på alle ledelsens krav, men jeg tror på at der kan ske meget med nye kræfter og frisk luft i et forhandlingsklima, hvor respekten er til stede i rummet, hvor jeg selvfølgelig også vil kunne trække på den anerkendelse jeg har fået opbygget i virksomheden.