Hjælper kolleger i forandringer
Det giver masser af mening at være tillidsvalgt i en fusionstid, oplever Bodil Breinbjerg. Hun nåede knap to år som kredsmedlem i Finansforbundet Kreds Vest og er nu tillidsrepræsentant i AL Sydbank.
”Det er ikke så meget fusionen, jeg er ked af. Dem er jeg vant til, og de bringer også altid noget godt, hvis man ser positivt på mulighederne. Men kredsarbejdet er jeg ærgerlig over at slippe.”
Bodil Breinbjerg har over tredive års erfaring i sektoren og har taget hul på sin fjerde fusion som ansat. Ved den forrige fusion besluttede hun sig til at tage imod opfordringen og stillede op som tillidsrepræsentant, og den rolle har hun nu taget med sig fra Vestjysk Bank over i AL Sydbank.
Vigtig rolle
”Det at repræsentere sine kolleger og hjælpe til at styrke samarbejdet for at få hverdag til at fungere, giver meget mening for mig. Det er en vigtig rolle, også som bindeled mellem kolleger og ledelse - man kan være med til at tage de små problemer i opløbet.”
Derfor vil hun også gerne fortsætte som tillidsvalgt i den nye virkelighed.
Selv om hun og kollegerne nu er ansat i en markant større bank, ligner hverdagen dog indtil videre temmelig meget sig selv i hendes afdeling, kundeservice i Herning.
”Vi sidder samme sted, og der er ikke rykket nogen ind. Vi siger noget andet, når vi præsenterer os, og kundeservice er blevet delt op i to ben, men ellers er det foreløbig meget som før. Og vi har fået lovning på, at vi bliver i Herning – det er vigtigt for os.”
Spændende kredsarbejde
Det faglige arbejde er altså i højere grad ramt af forandring, da hun som naturlig konsekvens af fusionen måtte forlade sin plads i kredsen.
Hun glæder sig nu til landsmødet i Finansforbundet i september, hvor hun repræsenterer AL Sydbanks medlemmer, foreløbig som tillidsvalgt og ikke kredsbestyrelsesmedlem.
Om hun på sigt vil gå efter en sådan post, har hun ikke taget stilling til endnu.
”Jeg var meget glad for mit arbejde som bestyrelsesmedlem i Kreds Vest. Det har været rigtig spændende. Men det er en større beslutning, når det handler om en virksomhedskreds, som man har i AL Sydbank,” siger hun med henvisning til, at førstnævnte er ved siden af jobbet, mens sidstnævnte er fuldtids.