Geopolitisk håndbold og betydningen af at stå sammen

Færøerne har i den grad sat sit aftryk på landkortet via håndbolden, og højdepunktet må gives til kvinderne, da de ved VM slår sølvvinderne fra VM i 2019, Spanien. Det udløste en sand eufori og den nationale stolthed har næppe været højere.

International sport er ’soft power’

Og det måtte jo komme, at nogen brugte håndbold til at opnå legitimitet på den globale scene.

En tidligere politiker argumenterede ligefrem for, at hvis Færøerne kan besejre Spanien i håndbold, så burde man kunne udråbe staten Færøerne. 

Uanset den politiske realisme illustrerer udsagnet, hvordan sport kan påvirke den nationale selvforståelse.
Færøerne optræder under eget flag og navn i internationale turneringer. Det skaber en synlighed, som ellers kan være vanskelig at opnå i traditionelle diplomatiske fora.

Struktur, talent og international erfaring

Sammenholdet starter allerede, når en lille dreng eller pige meldes ind i den lokale håndboldklub. Allerede her er opbakningen stor fra nærmeste familie, og man kan sikkert undre sig ved anskuelse udefra, hvad der kan få 10 procent af befolkningen til at rejse ud i verden til store turneringer med håndboldlandsholdene. 

Sammenholdet er ikke til at komme uden om, og alle kender jo alle. Derved er den sociale sammenhængskraft imellem kampene også af stor betydning, og når man så samtidig oplever succes på håndboldbanen - båret frem af 5-6.000 medrejsende færinger – ja, så når sammenholdet nye højder.  

Det burde egentlig ikke kunne lade sig gøre. Med blot omkring 650 unge pr. årgang burde det statistisk set være vanskeligt at udvikle verdensklassespillere. Forklaringen ligger i, at man nu tidligt ser talenterne og sammen med en stærk klubkultur fastholder og udvikler spillerne. 

Flere færøske håndboldspillere er repræsenteret i udenlandske ligaer, hvor tempo, fysik og taktisk niveau er højere. Denne eksponering styrker landsholdene markant. Når de internationale kampe spilles, møder spillerne modstandere, de allerede kender fra klubniveau.

Og i takt med den sportslige succes er håndbolden blevet meget populær som idrætsgren. Nye ungdomsårgange melder sig ind i klubberne, og talentmassen beskrives som bredere end tidligere.

Fra enkeltstående succes til strategisk ambition.

Succesen er ikke midlertidig for Elias á Skipagøta og Jana Mittún, for med nye unge spirende spillere på vej er målet sat for stabil deltagelse ved EM og VM-turneringer. Ambitionen er strukturel – ikke tilfældig.

Håndbolden er blevet mere end en idrætsgren på Færøerne. Den er et nationalt projekt, hvor sport og geopolitik mødes – og hvor en lille befolkning har vist, at indflydelse ikke alene måles i størrelse, men i struktur, vilje og sammenhold.