Menu luk

Motivationen er utrolig nem at finde

Som nyt bestyrelsesmedlem i Finansforbundet Jyske Bank Kreds er Allan Danielsen-Boe tændt og spændt på sine nye opgaver.

18. sep. 2026
2 min
En mand står i fokus mens en kvinde er sløret i forgrunden.
Allan Danielsen-Boe trådte 1. september ind i kredsen som ny områdetillidsrepræsentant i Vest.

Efter 22 år i banken har specialist i Kredit hos Jyske Banks koncernsupport, Allan Danielsen-Boe, oplevet en markant udvikling både i sit job og i banken. Han har også opbygget et stærkt og stort netværk, som han forventer at få ekstra gavn af som nytiltrådt fuldtids kredsbestyrelsesmedlem.

”I mange år var det faglige arbejde ikke lige på min radar, men for omkring fem år siden blev jeg fra flere sider opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant,” fortæller han.

”Det spøjse ved den rolle er, at der er så meget af din indsats, du ikke kan fortælle kollegerne om. Til gengæld er der mulighed for at påvirke ledelsen og måske afbøde ting, der ellers ville have ramt kolleger. Også sparring og fortrolige samtaler med kolleger, eller lavpraktiske afklaringer om, hvad overenskomsten siger og hvad praksis er i banken, har givet mig mod på mere.”

Alt i alt gav det Allan Danielsen-Boe så meget blod på tanden, at han fik lyst til at lægge al sin arbejdsenergi i det faglige arbejde:

”Jeg fandt ud af, hvor meningsfuldt det var for mig – både det menneskelige, sagsbehandlingen og den politiske del, som jeg meget gerne vil være med til at påvirke.”

Ud i landet til tillidsrepræsentanterne

I sit nye job kommer han til at køre meget rundt i landet og tale med de lokale tillidsrepræsentanter. 

”Det bliver meget nyt for mig, der er vant til almindeligt kontorarbejde. Så det bliver spændende at være mere omrejsende og på farten.”

Hans fokus er i første omgang at være til stede for medlemmerne og hjælpe med råd og vejledning.

” På den store klinge glæder jeg mig også til at kæmpe for vores værdier i en tid med enorme forandringer i sektoren. Motivationen til at kaste sig ud i de nye opgaver er helt utrolig nem at finde. Jeg glæder mig meget til mit nye arbejdsliv. 

 

Seneste nyt