Mads og vores helt eget A-hold satte hverdagsdilemmaer til debat
Hvordan håndterer man svære situationer mellem kolleger? Og hvor går grænsen mellem hensyn, fællesskab og eget ansvar? Det var nogle af spørgsmålene, der blev vendt, da kredsen lørdag formiddag i Vingstedcentret inviterede til debat med Mads Steffensen og et helt særligt A-hold.
Mads Steffensen var inviteret til at udfordre nogle af de hverdagsdilemmaer, som medarbejderne i Jyske Bank kan møde i arbejdslivet. Med sig havde han A-holdet bestående af kredsens næstformand Henriette Hoffmann samt tillidsrepræsentanterne Allan Danielsen-Boe fra Koncernsupport i Silkeborg og Freja Skaaning fra Kundekendskab i Glaskuben.
Udgangspunktet for debatten var dilemmaer indsendt af “Berit” og “Preben”, som satte gang i refleksioner både i panelet og blandt deltagerne i salen. Blandt andet blev det diskuteret, hvad man gør, hvis der opstår kærlighed på arbejdspladsen. Panelet kom også ind på spørgsmål som: Kan man føle sig krænket på en andens vegne? Og hvornår har man selv et ansvar for at sige fra, selv om det kan være svært?
Et andet tema var grænsen for inklusion i hverdagen – også i frokostpausen – og hvordan man håndterer situationer, hvor en leder “tilbyder” deltagelse i et kundearrangement – uden betaling- som man måske ikke selv har den store lyst til.
Ifølge Mads Steffensen lignede dilemmaerne i høj grad de, som han gennem årene har mødt i sit arbejde.
“Det er altid svært at sige fra, når der er følelser på spil. Så opstår der næsten altid en vis konfliktskyhed,” lød hans pointe.
Panelet rundede debatten af med fire gode råd til hverdagen på arbejdspladsen:
- søg sparring når noget bøvler
- Vær nysgerrig på både dig selv og dine kolleger
- Plej jeres relationer
Og til sidst er det vigtigt at huske, at vi ikke kan sætte to streger under løsningen – men vi kan altid tænke over, hvad det er for et menneske vi gerne vil være.
Mads Steffensen kvitterede for engagementet i salen og pegede på, at debatten i sig selv siger noget positivt om kulturen:
“Den gode debat her er klart udtryk for, at I har en god arbejdsplads”.
Og som han tørt bemærkede til sidst – et råd, der ifølge ham selv passer på næsten alle dilemmaer, han møder:
“Jeg synes, I skal tage jer en god snak om det.”
Har du selv et dilemma fra arbejdslivet, du gerne vil vende? Så tag fat i din tillidsrepræsentant eller kredsen. Samtalen er ofte første skridt mod en løsning.