Deltagernes syn på årets generalforsamling
Kort og godt – mere debat efterlyses
Ny tillidsrepræsentant Jarmila Stefanova Nielsen, Senior Forretningsudvikler og QA, Digital kommunikation og salg, Digital Salg og Relation. Med på generalforsamling for første gang.
”Det fungerede godt, at vi på forhånd kunne læse den meget udførlige formandsberetning, så emnerne bare blev kort opsummeret på selve generalforsamlingen.
I det hele taget er jeg glad for, at det blev holdt kort og godt, for generalforsamlinger kan nemt blive alt for lange, det ved jeg fra min vinterbadeklub, der tager det en hel dag!
Uden at udvide generalforsamlingen tidsmæssigt kunne jeg godt have tænkt mig noget mere debat i salen, så det ikke i så høj grad foregik fra scenen. Der var gode emner, som fortjente, at vi havde talt mere om dem.
Jeg er meget glad for, at der er fokus på mangfoldighed og psykologisk tryghed fra kredsens side, og at den er optaget af, at vi som tillidsrepræsentanter ikke står alene, men altid kan trække på dem.
Jakob (Thorgaard, næstformand i Finansforbundet, red.) talte blandt andet om, at arbejdet skal give plads til det hele menneske, og til at leve et helt almindeligt liv. Det synes jeg er virkelig godt at kæmpe for.
I det hele taget oplever jeg, at Finansforbundet gør virkelig meget godt for medlemmerne.
Mads og A-holdet og dilemmaerne var interessant. Det var tre stærke budskaber, dommerpanelet kom med til sidst: Styrk relationer, søg sparring og lyt.
Jeg er også glad for, at vi blev sat sammen i grupper om formiddagen, ellers er man tilbøjelig til at søge sammen med dem, man kender i forvejen – det er godt at møde nye kolleger.
Samtidig kunne jeg godt have tænkt mig at opfordre nogle af mine nære kolleger til at tage med også. Jeg var ikke klar over, at det også var muligt at deltage som almindeligt medlem. Det vil jeg huske på næste gang.
Kommer igen – vil gerne mere i dybden
Privatrådgiver i Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring, Lene Filholm. Deltog som menigt medlem for 3. gang i kredsens generalforsamling.
”Det er tredje år i træk, jeg deltager, sammen med andre fra min afdeling. Jeg kan bedst lide en form som denne gang, med fysisk fremmøde. Det giver noget særligt at høre tingene fra kredsen selv og eventuelt efterfølgende have debat om det i forum.
Det var ikke gået op for mig, at jeg kunne se videoer og læse formandsberetningen på forhånd, det har jeg set efterfølgende. Jeg ved, at kredsen og Finansforbundet arbejder med mange gode ting, jeg ville gerne høre mere om dem i dybden, når jeg er mødt op til generalforsamling. Hvad har de på agendaen, hvad ser de af udfordringer? Også her med mulighed for dialog og debat.
Det fungerede godt med interview af formandskabet, men der var ikke sat nok tid af til det efter min mening. Det tog faktisk længere tid at fremlægge regnskabet, det synes jeg er skævt.
Om aftenen sad vi tre, der fulgtes ad, blandt andet med et par kolleger, vi ikke kendte. Det gjorde vi så, da vi tog derfra, det var en rigtig hyggelig aften.
Til spillet næste formiddag var jeg kun sammen med nogle, jeg ikke kendte. Vi fik en rigtig god gruppedynamik i gang, det var en fed oplevelse. En af dem syntes jeg virkede bekendt, det viste sig, at vi havde spillet mod hinanden, dengang vi begge spillede fodbold på topplan, sjovt.
Mads og A-holdet var også rigtig godt, med gode dilemmaer. Blandt andet et om en sammentømret gruppe, der spiste sammen hver dag og ikke inviterede den nye medarbejder med i fællesskabet. Der var forskellige holdninger til det, så det det gav god debat.
Jeg skal afsted igen næste år, jeg synes, det giver rigtig god mening på flere planer”.
Det kan noget særligt at mødes fysisk
Tillidsrepræsentant Dorthe Huge Jonasson, privatrådgiver i Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejle. Erfaren deltager i kredsens generalforsamlinger.
”Jeg synes, det var godt at komme tilbage til det fysiske format, som vi har været vant til indtil sidste år. Det kan noget særligt at mødes fysisk. Man møder andre kolleger end dem, man er tæt på i det daglige og får snakket med flere i hele banken, både tillidsrepræsentanter og de, der er med som menige medlemmer.
Jeg kan godt lide, når Marianne som formand tager highlights op fra året, der er gået, og vi så fra salen kan spørge ind til det under generalforsamlingen. Der plejer at være sat god tid af til det.
I år var formen en anden, og det var ikke alle, der havde kunnet finde de videoer, der var lavet med bestyrelsen på forhånd. Det var ærgerligt – videoerne kunne måske lægges mere tilgængeligt, så de var nemmere at finde.
Det sociale fredag aften var fint, vi hyggede os godt. Det var dejligt, at der var mocktails.
Jeg synes, aktiviteten lørdag formiddag var rigtig god. Mange sjove udfordringer. Det var sjovt, vi blev sat sammen i grupperne på kryds og tværs.
Mads og A-holdet fik rejst interessante debatter, og der var en god spredning i dommerpanelet, så man fik forskellige perspektiver på dilemmaerne.
Jeg havde en enkelt kollega med denne gang, vi plejer at være flere fra vores afdeling. Jeg håber, at det lykkes at få flere med næste år, når det bliver en helt klassisk generalforsamling med fysisk fremmøde og valg – jeg vil i hvert fald opfordre dem til at reservere datoen i god tid”.