Hvad synes du om at deltage på kredsens generalforsamling?
Vi har spurgt 3 af de omkring 100 medlemmer, som deltog på årets generalforsamling, hvad de var særligt optaget af.
Steen Brastrup Clasen
Får mit faglige hjerte til at banke
Tillidsrepræsentant Steen Clasen, vurderingsansvarlig i Bolig- og ejendomsvurdering, var glad for at få mulighed for at deltage fysisk i generalforsamling igen:
”Generalforsamlinger er vigtige. Det er en dag, vi giver til hinanden, som er med til at styrke vores fællesskab - det er her, jeg rigtigt mærker mit faglige hjerte banke og bliver bevidst om, hvad vi kæmper for.
Selv om det ikke er med røde faner og knyttede næver, tager man en kampgejst med sig videre og får understreget vigtigheden af, at vi er et stærkt talerør sammen.
Jeg møder også en del kolleger til generalforsamlingen, som jeg ikke ser så tit, der er gode muligheder for at netværke.
Et af de emner, jeg er særligt optaget af på generalforsamlingen er fleksibilitet. Det er centralt at få sikret den fremadrettet”.
Marco Roed Ditlevsen
Mærke folk brænde igennem
Tillidsrepræsentant Marco Roed Ditlevsen, der arbejder med boligsalg i Servicecenter Silkeborg, var med på sin første fysiske generalforsamling:
”Det er noget helt andet at mødes fysisk, jeg er kæmpetilhænger af det. Man kan virkelig mærke folk brænde igennem, og jeg får snakket med mange og skabt nye kontakter – det er en oplevelse af virkelig at mærke fællesskabet.
Her kan vi snakke sammen om det, vi slås med i det daglige, men også dele hinandens successer. Det er vildt inspirerende, jeg har virkelig noget at tage med hjem og dele med kollegerne, jeg vil fortælle om det på et morgenmøde og dele de input, jeg har fået – de er vigtige at dele, synes jeg.
Nu ved jeg mere om, hvad kredsen gør, hvad den arbejder for og vil, og også hvilke tilbud, der er.
Jeg er også glad for, at Finansforbundets formandskab er repræsenteret og vi på den måde får videreformidlet, hvad der sker i Finansforbundet”.
Maria Juhl Christensen
Selvfølgelig er jeg med til generalforsamling
Maria Juhl Christensen, der arbejder som privatrådgiver i de sønderjyske afdelinger, har deltaget i samtlige generalforsamlinger i sine mere end ti år som tillidsrepræsentant:
”Det er helt selvfølgeligt for mig at deltage i generalforsamlinger. Jeg synes, det hører med til at være tillidsrepræsentant, jeg føler mig forpligtet til det – men jeg deltager også af ægte interesse og ser frem til det.
Det er vigtigt for mig at høre de faglige indlæg og dykke ned i, hvad året har budt på indenfor kredsen.
Alt, hvad der handler om arbejdsmiljø har min udtalte opmærksomhed. Det er meget vigtigt, at vi har fokus på det i en travl hverdag – at der er work-life-balance.
Den sociale del, blandt andet den hyggelige aften forud for generalforsamlingen, har også stor betydning. Jeg kender selvfølgelig en del af deltagerne, men der er som regel sket mange udskiftninger blandt de tillidsvalgte, så der er også mange nye at hilse på fra gang til gang”.