Det kan næsten ikke gå hurtigt nok
Kollegerne er utålmodige efter at komme rigtigt i gang med arbejdslivet i Jyske Bank. Det fortæller tillidsrepræsentant i den tidligere Handelsbanken, Nina Druedal. Hendes indtryk er også, at der er fart på forandringerne.
”De fleste er meget klar og spændte på at tage rigtig hul på deres arbejde i Jyske Bank”.
Efter en lang periode med uvished er det tillidsrepræsentant Nina Druedals indtryk, at kollegerne er stærkt opsatte på, at der skal ske noget.
”Alle venter på, at tingene falder på plads, så man ved, hvad forandringerne kommer til at betyde for en selv og kollegerne”.
Nina Druedal har arbejdet i Handelsbanken i over tyve år og været tillidsrepræsentant i de seneste ti, hun arbejder i Egedal, en afdeling med fem medarbejdere.
”Vores afdeling ligger lidt for sig selv, så vi er spændte på, hvilke tanker der er om den og os”, siger hun og roser både Jyske Bank og Finansforbundet Jyske Bank Kreds for at have gjort et godt arbejde for at få de tidligere Handelsbanken-medarbejdere til at føle sig velkomne.
Budt på æbleskiver i Jyske Bank
”Blandt andet er vi blevet inviteret på gløgg og æbleskiver i den nærmeste Jyske Bank afdeling, den i Frederikssund. Jeg ved det samme er sket andre steder i landet. For os var det en rigtig god oplevelse. Stemningen var god, vi oplevede en gensidig interesse og nysgerrighed på vores fælles fremtid”.
Alle de nye medarbejdere i Jyske Bank har også fået en velkomstbuket og hele fejringen af overtagelsen har været godt planlagt, siger hun.
”I vores afdeling fulgte vi med online. Vi havde selv sat balloner op og fik kransekage og champagne”.
I det hele taget synes Nina Druedal, at de nye medarbejdere er blevet godt informeret og er blevet mødt med interesse, spørgelyst og imødekommenhed.
”Det er vigtigt, for det er med til, at man føler sig godt tilpas og gerne vil det nye”.
Fart på forandringerne
Det gjorde sig i høj grad også gældende ved mødet med Finansforbundet Jyske Bank Kreds, som Nina Druedal deltog i sammen med de øvrige tillidsrepræsentanter fra Handelsbanken.
”Det var et virkelig godt møde, med god tid til dialog i mindre grupper. Vi fik indblik i kredsen og fortalte selv, hvor vigtigt det er for kollegerne ikke at blive holdt i venteposition”.
Nina Druedals indtryk er, at ønsket bliver taget alvorligt af ledelsen i Jyske Bank og at tingene sker hurtigt nu.
”Vi er så spændte. Vi må vente og se. Der er ikke andet, vi kan gøre – men vi er meget klar på at høre, hvordan vores arbejdshverdag og arbejdsopgaver bliver”.