Menu luk

Tillidsrepræsentanter gør afgørende forskel

Jeg bliver ofte spurgt om, hvad mit job egentlig går ud på – og om det der ”fagforenings-halløjsa” stadig er nødvendigt? Kan vi overhovedet opnå mere? Har vi det ikke supergodt? Spørgsmål, mine kolleger i de andre kredsbestyrelser også jævnligt mødes med. Det korte svar er, at vi ikke havde været der, hvor vi er i dag, havde det ikke været for fagbevægelsen. Og vi har stadig en ambition om at være en god og stærk fagforening, der kæmper medlemmernes sag.

 I Finansforbundet praler vi gerne af, at vi har Danmarks bedste overenskomst. Det har forskellige, dygtige formandskaber for Finansforbundet sørget for gennem tiden. Men uden mandat og opbakning fra de mange lokale tillidsrepræsentanter i Finansforbundet, havde vi ikke været der, hvor vi er i dag.

Der kræver både mod og kompetencer at være tillidsrepræsentant i Finansforbundet. Mange forskellige udfordringer skal håndteres – ofte på én gang. Han/hun er fx både det naturlige bindeled mellem leder og medarbejdere, og det naturlige bindeled mellem medlemmer og kreds. Hos os i Jyske Bank skal tillidsrepræsentanterne også sammen med deres ledere varetage det lokale arbejdsmiljø, og derudover er tillidsrepræsentanten naturlig sparringspartner for både kolleger og leder.

Det har stor betydning, at der er gode tillidsrepræsentanter, både hos os i Jyske Bank og hos vores konkurrenter. Det er ikke mindst på baggrund af deres input, at Finansforbundet er i stand til at yde den helt rigtige medlemsopbakning og skræddersy medlemstilbud.

Du kan spille din tillidsrepræsentant rigtig god, fx ved at komme med ideer til, hvordan I opnår et (endnu) bedre arbejdsmiljø - eller komme med feedback til såvel din tillidsrepræsentant som til Finansforbundet Jyske Bank Kreds. Så tøv ikke, hvis du føler, du kan bidrage. Det kan virkelig gøre en forskel.

Godt valg!

Seneste nyt