Kommunikation er nøgleordet i forandring
Det er vildt spændende at være en del af det nye”, siger de to scrum masters, Stine Odgaard Ranum og Pia Bundgaard efter de tre første uger i det nye Forretningskoncepter.
Kundens behov ændrer sig hele tiden. I Jyske Bank ønsker ledelsen en mere agil og effektiv organisation, der er indrettet til en digital og forbundet verden. I november fik de knap 500 medarbejdere i Forretningskoncepter ny organisation.
Forandringerne byder Finansforbundet Jyske Bank Kreds velkommen, fordi de er moderne og i takt med tiden, siger formanden Marianne Lillevang:
”Det er den første organisationsændring, jeg har oplevet, som ser ud til at give masser af energi. Det at arbejde agilt og fleksibelt støtter op om det gode arbejdsmiljø, fordi der er autonomi og en klar vision. Det tror rigtig mange medarbejdere på.”
Et agilt mindset
En grundlæggende tankegang bag den nye organisation er, at verden er dynamisk og ikke statisk.
”Det er vildt spændende at være en del af det nye”, siger de to scrum masters, Stine Odgaard Ranum og Pia Bundgaard efter de tre første uger i det nye Forretningskoncepter.
”Vi forventer at levere meget hurtigere og af bedre kvalitet, fordi vores nye udviklingsteams kan træffe flere selvstændige beslutninger på alle pladser. Det agile mindset gør, at vi hele tiden kan tilpasse os, så vi ikke sidder fast i lange kæmpestore projekter”, siger Stine og minder om forretningsmetoder, hvor alt for mange projekter og ideer kom langsomt ud, hvis de overhovedet nogensinde kom ud at leve.
Nu er ledelsesopgaver fordelt med fokus på den faglige udvikling, på produktet og på samarbejdet. Det, der tidligere lå hos en områdedirektør eller afdelingsdirektør, er nu fordelt på rollerne Chapter Lead, Product Owner og Scrum Master.
Pia Bundgaard arbejder blandt andet i såkaldte squads (teams) med kundebehov og med at bygge bro mellem forretninger og IT. Også fremover vil der være brug for bankydelser, men ikke nødvendigvis leveret på den måde, vi hidtil har gjort det.
”Vores teams har fingeren på pulsen i forhold til, hvad kunderne efterspørger. Det gælder om at gøre arbejdet lettere for rådgiverne, der jo også er vores kunder.”
I Forretningskoncepter har de specialiseret de forskellige roller og flyttet produktejerskabet helt tæt på det enkelte udviklingsteam.
”Ledelse er delt ud på flere funktioner, så flere er med til at sikre både effektivitet og udvikling af kompetence hos de enkelte udviklingsteams, så vi oplever, at ledelsen er rykket meget tættere på. Men der forestår et stort arbejde i at få koordineret de nye snitflader”, indrømmer Stine, der som scrum master skal facilitere, hvordan et team kommer i mål.
Fejl frem i lyset
Hele transformationen hviler på nogle gennemgående principper om autonomi, faglige fællesskaber og tillid, siger Stine og tilføjer:
”Den måde, man forvalter sin tid på, er også overladt til det enkelte squad. Der er tillid til, at vi selv er ansvarlige for, at vi giver værdi i vores arbejde, fordi vi er en virksomhed i virksomheden.”
Allerede efter de første to uger stod det klart, at kommunikation er nøgleordet i forandring. Det gælder om at få tingene frem i lyset, så vi kan blive bedre, siger Pia:
”Vi er på en agil rejse, hvor det også gælder om at turde kommunikere ærligt om det, som er svært”, siger hun, og Stine supplerer med, at de i Forretningskoncepter er gået fra en nulfejlskultur til en kultur, hvor det faktisk er vigtigt med fejl, fordi de er anledning til at lære, så vi kan blive bedre. Og så er der en ting til, siger hun:
”Det er også at turde aflære, for der er ting, som var relevante tidligere, som vi ikke skal gøre mere, så vi kan få plads til fornyelsen.”
Mangfoldighed
I forbindelse med organisationsændringen er der sagt farvel til kolleger, og det er Finansforbundet Jyske Bank Kreds altid ked af, siger Marianne Lillevang og tilføjer:
”Vi skal huske, at der også skal være plads til dem, der ikke køber ind på forandringer, som andre gør.”
Bankens ledelse har meldt ud, at ambitionen er bedre udviklingskraft og højere jobtilfredshed. Desuden ønsker man en mere mangfoldig organisation, når det gælder køn, alder og uddannelse. Det kan bare være svært at se, siger Marianne Lillevang:
”Jeg kan ikke se flere kvinder på de øverste ledelsesniveauer, og jeg er ikke overbevist om, at der er blevet færre ledere i Forretningskoncepter.”