Menu luk

Jeg kan ikke forestille mig en større ære

Det lykkedes kollegerne at tage fusen på Pernille Dehn. Hun er en af årets Skulderklap-modtagere og havde ingen anelse om, at hun var indstillet

12. jan. 2026
3 min
Dansk / English


”Jeg blev meget rørt, meget glad og meget stolt. Jeg kan ikke forestille sig en større ære end at vinde en pris, fordi kollegerne indstiller dig for at være en god kollega”. 

Kommunikationsrådgiver og tillidsrepræsentant Pernille Dehn måtte knibe en tåre, da kollegerne hyldede hende i forbindelse med et fælles morgenbord i december.

Meldte afbud

Hun havde meldt sig til julearrangementet uden at have mistanke om, hvad der ventede – og da hun fik ekstra travlt, besluttede hun sig dagen før for at melde fra.

”Det fik en af mine kolleger til at skrive til mig, at det nok var en god ide, at jeg mødte op. Der var måske en lille overraskelse, skrev hun.”

Pernille Dehn forestillede sig, at det var en fælles overraskelse for afdelingen, og mødte op til flagudsmykning og festlig stemning - uden at gætte, at den var til ære for hende.

Tillykke i utide

En kollega kom endda til at sige tillykke til hende før afsløringen, men det lykkedes alligevel kollegerne at overraske hende med Skulderklappet, da der straks efter blev holdt tale.

Da Pernille Dehn lagde nyheden om sin Skulderklappris på LinkedIn, fik hun vished for, at mange andre også synes, det er helt særligt at få kollegernes pris. Kontakter og gamle venner, helt tilbage fra hun gik på efterskole, reagerede på opslaget.

I både tale og indstilling blev der blandt andet lagt vægt på, at Pernille Dehn, der har arbejdet snart ti år i Nordea, er en powerkvinde, rollemodel og kulturbærer. Hun er fagligt dygtig og har arbejdet med mange forskellige områder indenfor kommunikation, og inspirerer andre med sin oprigtige nysgerrighed efter at forstå og lære nyt, fx AI.

Hun kan virke lidt skrap ved første møde, står der i indstillingen, men viser sig hurtigt at være både sød og sjov. Og så er hun altid hjælpsom overfor kollegerne, som hun også gerne roser.

Sine meningers mod

Desuden har hun sine meningers mod og taler gerne højt om emner som vigtigheden af work-life-balance. I det hele taget tør hun stille de svære spørgsmål til ledelsen, på en konstruktiv måde.

Mange gode egenskaber, som også passer godt ind i rollen som tillidsrepræsentant. Pernille Dehn besluttede sig selv til at opsøge den mulighed for udvikling sidste år, og er nu godt i gang med grunduddannelsen.

 

Skulderklap-grafik

35 år med Skulderklappet  - og Finansforbundet i Nordea

Det, der i dag hedder Finansforbundet i Nordea, blev stiftet 12. januar 1991 i Odense Congress Center under navnet Unikreds. Det skete året efter, at Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen SDS fusionerede til Unibank. 

Unikreds skiftede senere navn til Nordkreds, Kreds Nordea og nu Finansforbundet i Nordea.
Samtidig med Unikreds' stiftelse blev der oprettet en fond, som skulle støtte medlemmer, der har gjort en særlig indsats for deres kolleger. Skulderklappet uddeles altid omkring Finansforbundet i Nordeas fødselsdag.

Derfor markerer Finansforbundet i Nordea vores 35 års fødselsdag i dag ved at fejre de seks Skulderklap-vindere Daoud, Lars, Lene, Marikka, Niels-Ole og Pernille - først ved et lille traktement i Finansforbundets nyrenoverede hovedkontor på Christianshavn, og bagefter fejres de med frokost i Cafe og Øl-Halle på Arbejdermuseet. Det kommer der en særskilt artikel om inden længe.

Seneste nyt