Menu luk

”Det er i møderne, at det hele giver mening”

Finansforbundet i Nordeas nye formandskab vil endnu tættere på medlemmerne

16. jun. 2026
2 min
Dansk / English

Hermes Hus, Rønne og Risskov. Finansforbundet i Nordeas bestyrelse har været rundt i hele landet for at møde medlemmerne.

”Vi vil endnu tættere på medlemmerne. Det er helt essentielt for os, at vi kan mærke, hvad de drømmer om, at Finansforbundet i Nordea er for dem, så vi på den måde kan arbejde for det rigtige,” siger Louise Have Lund, der har været næstformand siden marts måned.

På nogle møder har tæt på hundrede medlemmer deltaget, på andre har det været en god håndfuld.

Kasper Skovgaard Pedersen og Louise Have Lund - Finansforbundet i Nordeas formandskab 2026
Finansforbundet i Nordeas formandskab: Kasper Skovgaard Pedersen og Louise Have Lund.

”Vi har mødt medlemmer til bl.a. morgen- og frokostmøder. Det er i møderne, at det hele giver mening. Når vi sætter os ned, lytter og taler om hverdagen, arbejdslivet og det, der fylder lokalt, kommer vi tættere på det, vi er sat i verden for,” siger Louise.

Bindeledet mellem ønsker og rammer

Formand Kasper Skovgaard Pedersen understreger, at dialogen er helt central:

”Det gælder når vi møder medlemmerne, og når vi møder Nordeas ledelse. Ofte er vi og de lokale tillidsvalgte bindeledet mellem medlemmernes ønsker og ledelsens udstukne rammer. Vi har forskellige roller. Det gør det ekstra vigtigt, at vi forstår hinanden – og at vi er i sync med medlemmerne. Dermed kan vi også bedre repræsentere både nuværende og kommende medlemmer,” siger Kasper.

På nogle møder har bestyrelsen fortalt om rammerne og vilkårene i overenskomsten, som er nogle af de bedste på arbejdsmarkedet. På andre møder har medlemmerne ønsket at høre om fx kompetenceudvikling, hybridt arbejde og ikke mindst 2030-strategien. Og endelig har nogle møder været indkaldt som følge af organisationsændringer eller varslede jobbortfald.
”Vi er klar til det hele – og både store og små fora,” siger Kasper.

Dialogen giver energi

Da han blev formand i 2023, blev ’involvering, indflydelse og transparens’ bestyrelsens nye mantra. Det gælder fortsat. Nu skal nærværet samtidig endnu mere i højsædet.

”Det er ikke en revolution, men en evolution, hvor vi stiller endnu skarpere på, hvordan medlemmerne har det. Vi har haft 13 medlemsmøder i foråret og har allerede planlagt flere nye møder til efteråret,” siger Louise.

Hun fortsætter:

”Vi har fået mange gode tilbagemeldinger på møderne. At medlemmerne føler sig hørt, at dialogen giver energi. Derfor vil jeg også takke tillidsrepræsentanterne, der har inviteret og samlet kollegaer. Det kræver engagement – og det gør en forskel.”

Formandskabet vil også tage ud i landet sammen – og også gøre mere for at mødes med de tillidsvalgte. Kontakt Finansforbundet i Nordeas bestyrelse, hvis du og din afdeling ønsker besøg.

Seneste nyt