Menu luk

Arbejdspladsen under lup

Passer arbejdsmængden med den tid, der er til rådighed? Er indeklimaet i orden? Og står skærm, tastatur og mus, så de passer til dig?

16. dec. 2025
2 min
Dansk / English

Det er nogle af de spørgsmål, Nordeas nye arbejdspladsvurdering (APV) spørger ind til.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fået lavet et spørgeskema, hvor kollegerne har mulighed for at gå i dybden med deres psykologiske, fysiske og ergonomiske arbejdsmiljø, så arbejdsmiljørepræsentanterne og -lederne har noget reelt at arbejde med,” siger Louise Have Lund, bestyrelsesmedlem i Finansforbundet i Nordea.

Fortroligt, men ikke anonymt

I modsætning til People Pulse er APV’en ikke anonym.

”Ens nærmeste leder vil alene modtage et oplæg til en handlingsplan, som indeholder anonymiserede besvarelser. Besvarelsen vil kun blive set af Arbejdsmiljøgruppen, som behandler alle oplysninger fortroligt. Det er for bedre at kunne håndtere de input, der kommer – og man kan i spørgeskemaet også markere, hvis man gerne vil kontaktes,” siger Louise Have Lund.

Ens lokale arbejdsmiljøgruppe vil på baggrund af alle APV-besvarelserne i en enhed udarbejde en handlingsplan.

Arbejdsmængde og indeklima

APV’en gennemføres ikke samtidig i hele Nordea i Danmark. Nogle afdelinger har svaret for længst, mens andre er i gang. Som det ser ud nu, er de største udfordringer indeklima og arbejdsmængde/tidspres.

”I en lang årrække har medarbejderne skullet løbe ekstra hurtigt. Det er vigtigt at lave handlingsplaner for at reducere arbejdsmængden, så det ikke ender med, at medarbejderne sygemeldes med stress. Et bæredygtigt arbejdsliv kræver, at man også kan holde pauser, og at man kan genoplade batterierne efter en periode med travlhed,” siger Louise Have Lund.

Louise Have Lund, bestyrelsesmedlem Finansforbundet i Nordea

Det er hendes indtryk, at banken ønsker at prioritere et godt indeklima, og der sker løbende forbedringer i Hermes Hus og Metro:

”Når det er sagt, er der ganske givet mulighed for at forbedre nogle af de eksisterende forhold, så der fx er mindre støj. Det kan også være bedre muligheder for at bevæge sig hen til hyggelige omgivelser, når man har brug for en pause, hvor man kan se på noget andet end hvide skabe og vægge.”

Arbejdsmiljørepræsentanterne hjælper bredt

I Nordea er der en række lokale arbejdsmiljøgrupper med arbejdsmiljøledere og arbejdsmiljørepræsentanter (AMR). Sammenlignet med tillidsrepræsentanter (TR) drøfter AMR det fysiske arbejdsmiljø. Når det kommer til psykisk arbejdsmiljø, vil TR typisk håndtere personspecifikke sager, mens AMR har øje for forhold, der påvirker større medarbejderskarer. Og mens TR kun hjælper medlemmer af Finansforbundet i Nordea, hjælper AMR alle uanset medlemskab.

Der er valg til posterne som arbejdsmiljørepræsentanter i januar 2026.

Seneste nyt