Menu luk

Hvor blev fejringen af?

Læs Finansforbundet i Nordeas formand Dorrit Brandt leder

22. mar 2022
4 min

Er der ét emne, som ikke er til at komme uden om, er det den helt ekstraordinære arbejdsindsats i 2021, som har ført til Nordeas helt ekstraordinære regnskabsresultat. Et helt år FØR tid har vi leveret på alle mål, som var meldt ud til markedet. Og et helt år før tid er der nu sat nye mål for tiden frem mod 2025.

Jeg er virkelig stolt af den turn-around, Nordea som virksomhed har foretaget. Det er så meget federe at være en del af en succes og en opadgående spiral, end når det går den anden vej. Men jeg ved også fra de mange, mange dialoger, vi har haft med jer, at det ikke bare har været ét hårdt år, men et langt sejt træk fra november 2019 og frem til i dag. For nogle et maraton, for andre sprint, på sprint, på sprint.

Målstregen flyttet før tid

Ledelsen taler ofte i sportsmetaforer – og det vil jeg også gøre: I sportens verden er der ingen, der kommer sovende til en succes eller en sejr. Det kræver meget af den enkelte og af holdet. Derfor sker der også dét efter enhver vunden kamp og efter enhver krydset målstreg, at man stopper op, glæder sig over resultatet og fejrer sejren. For en aften, for en nat. Måske restituerer man også lige et par dage, før det går løs igen. Det skal nemlig til, for at man også næste gang kan præstere maksimalt.

Jeg havde så gerne set, at vores anstrengelser – vores resultat, vores sejr – havde fået tid til at synke ind på samme måde. Tid til at vi kunne glæde os som hold, og lidt … bare lidt … tid til restitution.

I stedet kunne vi i én og samme meddelelse (og video) konstatere, at jagten er sat ind på de næste, ambitiøse mål. Måltal, der ikke siger noget om, HVORDAN vi kommer derhen, bare HVAD vi skal levere.

Jeg havde så gerne set, at vores anstrengelser – vores resultat, vores sejr – havde fået tid til at synke ind på samme måde. Tid til at vi kunne glæde os som hold, og lidt … bare lidt … tid til restitution.
- Dorrit Brandt

På Capital Markets Day i februar blev der sat flere ord på strategien og på den bank, som Nordea gerne vil være i fremtiden. Vi venter spændt på de handlingsplaner, der skal få den nye strategi til at leve – som skal få nye kolleger til at tilvælge Nordea som arbejdsplads – og få nuværende kollegaer til at blive.

Uendelig mange forandringer

Jeg er dybt imponeret over det, der er leveret og præsteret. For jeg ved, at det er sket på et bagtæppe af uendelig mange forandringer. Lad os sætte lidt tal på:

  • Der er 1156 færre fuldtidsstillinger i Nordea i dag end for et år siden. 500 af de jobs var i Danmark.
  • 800 ud af 3000 ledige stillinger ved udgangen af 2021 var i Danmark.
  • Flere tusinde kollegaer har ikke længere en variabel løndel som motivationsfaktor.
  • … mens 1800 danske kollegaer er kommet på jobløn med selvstændig arbejdstilrettelæggelse, men uden mulighed for at registrere overarbejde.
  • 4600 kollegaer har fået en ny lønmodel, som 800 ledere har skulle implementere og motivere via dialog.
  • IT oplevede den største outsourcing til dato, hvor 268 mistede jobbet; de 121 var danske stillinger.
  • I Business Banking betød en sparerunde, at mere end 30 kolleger søgte og fik en frivillig fratrædelse.
  • I Private Banking måtte over 100 medarbejdere se deres job descriptions ændret ret markant, og over 20 oplevede et jobbortfald.
  • Mere end 4000 nye kollegaer har sagt goddag til Nordea. Det er mere end 10 % af arbejdsstyrken. Mange af dem er onboardet virtuelt og har endnu ikke mødt deres team eller leder.
  • Som leder har man ikke bare haft fuld plade på ledelsesopgaver, men måske næsten dobbelt op, for at tilpasse sig den hybride arbejdsmodel og alle de personlige og individuelle hensyn, som coronaen har krævet.

Punkterne her er bare et udpluk af, hvordan vores arbejdsliv har set ud i 2021. Og alt dette til trods ... så er det, at vi har leveret dette helt ekstraordinære gode resultat.

Jeg håber, I ude i jeres lokale team har brugt lidt tid på at glæde jer over jeres eget bidrag til succesen.

Og skulle det ikke være sket endnu, så vil jeg opfordre til at tale sammen og fejre, imens I stadig kan se målstregen. For om lidt flytter den sig igen.

Dorrit Brandt
Formand, Finansforbundet i Nordea