Jarls leder januar 2026
Hvis fusionen føles som en influenza, så husk at feberen falder igen.
En fusion er en stor forandring.
Vi er tre organisationer, som skal finde sammen, skabe fælles kultur, systemer og processer. Det er spændende – men også krævende. Det opleves også forskelligt. For nogle medarbejdere kan det for eksempel føles som en ”forkølelse” og for andre mere som at få en hård influenza igen og igen: der er dage, hvor energien er høj og optimismen stor, og andre dage, hvor usikkerheden og matheden melder sig. Lige som man syntes at have fået svar og afklaring, melder der sig nye spørgsmål og ny uvished bryder frem.
Når organisationer smelter sammen, er der mange lag: juridiske, tekniske, kulturelle. Det betyder, at hverdagen i en periode kan være præget af dobbeltarbejde, nye retningslinjer og spørgsmål, der ikke altid har et klart svar. Det er helt normalt. Det er en del af processen.
Efterhånden som integrationen kommer på plads, og vi har fundet vores fælles rytme, står vi stærkere end før. Vi får nye muligheder for udvikling, større faglige miljøer og bedre rammer for at skabe værdi. Det kræver bare virkelig tålmodighed, åbenhed og samarbejde – og en erkendelse af, at det er okay at have nogle “feberdage” undervejs.
Tre gode råd til medarbejderne
1. Hold kommunikationen åben
Spørg, del og lyt. Ingen kan have alle svarene, men sammen kan vi skabe klarhed. Brug Intranettet, Q&A, Town Hall, din leder, din tillidsrepræsentant – alle de kanaler, der er til rådighed, og vær ikke bange for at stille spørgsmål, eller for at sætte ord på dine oplevelser og følelser.
2. Vær fleksibel og nysgerrig
Forandring betyder nye måder at gøre tingene på. Prøv at se det som en mulighed for at lære og udvikle dig. Jo mere vi rummer og hjælper hinanden med at finde os tilpas, desto hurtigere kommer vi igennem processen.
3. Pas på dig selv og pas på hinanden
Det er helt normalt at føle sig presset i perioder. Tag pauser, tal med kolleger, og husk, at vi er i samme båd. En stærk kultur bygger på fællesskab og omsorg for hinanden. Det er kulturelle træk, som ligger både ledelsen og kredsen meget på sinde.
Hvad gør Finansforbundet i AL Sydbank for dig?
Dit medlemskab af Finansforbundet er dit sikkerhedsnet i fusionsprocessen. Vi følger udviklingen tæt og arbejder i kredsen for:
• Tryghed i ansættelsen: Vi sikrer, at aftaler om opsigelser, omplaceringer og ændringer i vilkår sker ordentligt og i overensstemmelse med lovgivning og overenskomsten.
• Indflydelse og dialog: Vi er med ved bordet, når beslutninger træffes, og bringer dine bekymringer og forslag videre til ledelsen. F.eks. i samarbejdsudvalget, paritetisk udvalg og som medarbejderrepræsentanter i bankens bestyrelse.
• Støtte og rådgivning: Har du spørgsmål om dine rettigheder, din stilling eller dine muligheder, står vi klar til at hjælpe og kommer også gerne på besøg i din afdeling for en dialog.
• Trivsel og arbejdsmiljø: Vi holder øje med, at tempoet og kravene ikke går ud over medarbejdernes velbefindende, og vi tager initiativ til dialog om stress og belastning.
• Kommunikation: Vi holder ledelsen op på løfterne om at kommunikere så meget og så tidligt som muligt.
Som medlem af Finansforbundet er det sådan, at uanset hvad du står overfor, står du ikke alene.
Vi kommer stærkere ud.
De kommende 1-2 år vil byde på både små og store skridt: fælles projekter, nye kolleger, justeringer i opgaver og systemer. Det er en proces, hvor vi alle spiller en vigtig rolle. Og når vi kommer ud på den anden side, har vi ikke bare overstået en fusion – vi har skabt en stærkere organisation med plads til ambitioner og fællesskab.
Så husk: det går op og ned, men du står ikke alene – og det bliver godt igen.