Jarls leder februar 2026
Fusionen skrider frem med større hastighed end det nok opleves rundt omkring i organisationen
Samarbejdsudvalget har i år været samlet i snit to gange om ugen og har drøftet de organisationsændringer, der skal ske i bankens 46 nye områder. Herudover er der forhandlet afbødeforanstaltninger, kriterier og antal for de opsigelser, der er annonceret i slutningen af februar. Der er også taget hul på drøftelserne omkring en afklaringsrunde i sidste halvdel af marts og foreløbige overvejelser i forhold til de udmeldte filialsammenlægninger, der strækker sig hen imod sommer.
Det er, som Mark sagde på sidste Townhall, den kedelige del af en fusion, som vi er ved at nå til igen. Nemlig, at det er nødvendigt at tage afsked med gode kolleger, som der i den nye fælles organisation ikke bliver opgaver til.
I kredsen står vi klar med støtte, sparring og hjælp til at komme videre. Opsagte får tilbud om outplacement, og der etableres en uddannelsespulje, der hjælper berørte med at blive helt eller delvist omskolet til et nyt job. Vi ved fra de sidste ti år, at de to tiltag tilsammen bringer mere end 9 ud af 10 videre i et nyt job indenfor opsigelsesperioden på op til 6 måneder.
Tilpasningsprocessen
Banken har ønsket en tilpasningsmodel med rigtig mange rekrutteringssamtaler, som skal sikre en ordentlig proces for de implicerede. Vi må sande, at det også er en proces, der på tværs af banken er meget kompleks, med store risici for at træde forkert – eller for at de mange samtaler trækker tempo ud af forandringerne. Begge dele er til skade for os som medarbejdere – og der er nogle, der er ramt af begge dele. Det er en belastende situation at være i.
Det, vi hører om, adresserer kredsen i samarbejdet med banken. Vi forsøger ikke at pege for meget fingre af ledelsen, for vi er egentlig tillidsfulde i forhold til at banken har haft bedre intentioner, end det opleves. At der er gode intentioner, underbygges af, at vi bliver lyttet til i samarbejdet, og at der sættes ledelseskræfter ind på at finde løsninger i de anstrengende situationer, der opstår i fusionsprocessen.
Ville jeg hellere være de situationer foruden? Ja, 100% sikkert, men fejl vil ske. Vi er kun mennesker. Det handler om at løse de udfordringer, som vi møder, og det arbejdes der hårdt på.
Det er også menneskeligt at blive påvirket af, at fremtiden er tåget og uklar – og ude af vores egen kontrol – i hvert fald for en stund. Det trigger mange følelser i os: usikkerhed, vrede, irritation, magtesløshed og så videre. Det skal vi huske at tale med hinanden, vores leder og vores tillidsrepræsentant om. Nogle ting kan løses, hvis vi i kredsen hører om dem, og i andre situationer er vi nødt til at acceptere at være i usikkerheden. Ofte i længere tid end vi er komfortable med.
Det er en spændende ny bank og arbejdsplads, som vi er ved at bygge sammen, men vejen derhen er udfordrende og lige nu – her i 1. kvartal 2026 – står vi midt i det.