Fællesskab for alle i den nye kreds
Kulturen fra både Arbejderens Landsbank og Vestjysk Bank vil blive bragt til bordet og spille med i den nye kreds, lyder løfterne fra Finansforbundet i AL Sydbank. Den er nu en realitet efter ekstraordinær generalforsamling og afstemning den 6. januar 2026.
Alt er fortsat i den indledende fase efter fusionen af Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank og Sydbank.
Det gælder også i forhold til den naturligt følgende sammensmeltning af det faglige arbejde for medlemmerne. Men viljen og energien til at skabe et sammenhold, der favner alle de nye kolleger, er stærk. Det blev understreget ved den virtuelle ekstraordinære generalforsamling og fødslen af den nye kreds, Finansforbundet i AL Sydbank. Både af de tre nye bestyrelsesmedlemmer – heraf to nye næstformænd fra det tidligere Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank - og af kredsformand Jarl Oxlund.
Han har hidtil været formand for Finansforbundet i Sydbank og bliver som den øvrige kredsbestyrelse herfra siddende i hvert fald valgperioden ud.
Tre næstformænd
Næstformand Gitte Larsen får som nævnt følgeskab af yderligere to næstformænd: Jesper Pedersen fra Arbejdernes Landsbank og Jacob Møllgaard fra Vestjysk Bank. Begge har solid erfaring med fagligt arbejde og sad i spidsen for det faglige arbejde i deres tidligere banker, sidstnævnte var også formand for Finansforbundet Kreds Vest.
Derudover indtræder Nadja Lind Bøgh, hidtil del af den faglige ledelse i Arbejdernes Landsbank, som kredsbestyrelsesmedlem med en koordinerende rolle i den nye kreds.
”Det er en omfattende rolle i forhold til at koordinere integrationen i fusionsprocessen, så både forudsigelige og ikke mindst uforudsigelige bump bliver håndteret konstruktivt,” betonede formanden.
For få nye?
Deltagerne i den virtuelle generalforsamling kunne stille spørgsmål online, og der blev blandt andet spurgt ind til sammensætningen af den nye kreds.
En spørger mente, det var skævt med kun tre repræsentanter i kredsbestyrelsen fra Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank stillet op mod en fuldtallig kreds fra Sydbank.
Jarl Oxlund forklarede, at det var den aftale, han og de nye bestyrelsesmedlemmer har talt sig frem til ved fire møder i november og december. De tre nye bekræftede den udlægning og bakkede op om formanden og gav deres støtte til den valgte model, som man også har fået hjælp til at strikke sammen fra Finansforbundets jurister og processpecialister.
Fra ti til otte
Aftalen indebærer, at kredsbestyrelsen i løbet af en periode på godt 5 år skal skæres ned fra de nuværende 10 medlemmer til 8. En skæres i 2029 og en i 2031. Dette er vi nået frem til i forhandlinger frem og tilbage med banken, fortalte formanden.
Alle kredsbestyrelsesmedlemmer er fuldtidsbeskæftigede med det faglige arbejde.
Observatører
I fusionsaftalen er det også aftalt, at Jesper Pedersen og Jacob Møllgaard er indsat i AL Sydbanks bestyrelse som medarbejderobservatører indtil bankens generalforsamling i marts 2026.
Det kommende medarbejdervalg gennemføres i AL Sydbank-regi og vil afgøre, hvem der skal repræsentere medarbejderne i fusionsbanken de næste fire år frem til 2030.
Med ja/nej-afstemningen er der lagt op til, at 3 ud af 6 medarbejdervalgte kommer fra hver af de 3 fusionsbanker. De 3 sidste poster besættes udelukkende ud fra antallet af opnåede stemmer.
”Det er godt for integrationsprocessen, at alle 3 banker er repræsenteret, og derfor anbefaler jeg at stemme ”JA” senest den 7. januar,” sagde formanden. Det er en integrationsløsning, så ved næste valg i 2030 vil medarbejdervalget igen blive afgjort udelukkende ud fra antallet af stemmer.
I fuld gang
Også samarbejdsudvalget har undergået forandring:
”For at være en forhandlingsduelig enhed etablerede vi med det samme sidste år et samarbejdsudvalg, der på både A- og B-side dækker alle tre banker. Det nye samarbejdsudvalg har allerede mødtes to gange i december, så vi er i fuld gang,” konstaterede Jarl Oxlund.
Han glædede sig efter afstemningen over opbakningen til det nye setup med en kredsbestyrelse på 10 fuldtidsmedlemmer:
”Jeg forventer mig meget af samarbejdet med et team af kompetente fagligt valgte, der allerede er godt i gang med at gøre en forskel for medlemmerne i Finansforbundet i AL Sydbank.”
Den nye kredsbestyrelse forventer at konstituere sig den 8. januar. Her fastlægges det blandt andet, hvem der er ansvarlig for de enkelte områder i banken.
Hvad sker der med de faglige personaleforeninger?
Generalforsamlingens beslutning betyder, at de faglige personaleforeninger i Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank ophører.
Midlerne overføres til Finansforbundet i AL Sydbank og kommer dermed fortsat medlemmerne til gode.