Menu luk

Agenter undergraver overenskomsten

Over 150 solo-selvstændige sælger forsikringer for selskaberne på ren provison og uden overenskomst og lønmodtagerrettigheder, hvilket vækker dyb bekymring hos Forsikringsforbundets formand Charlotte Hougaard.

21. okt. 2021
3 min

Codan, Tryg, Topdanmark og en række andre selskaber har de senere år indført en ny praksis omkring salg af forsikringer. I stedet for at ansætte medarbejdere under overenskomst med ret til for eksempel løn under sygdom og barsel, pensionsbidrag og feriepenge, aftaler de med de pågældende, at de skal oprette sig som selvstændige med CVR-nummer og udelukkende aflønnes af den provision, som slaget af forsikringer kaster sig af.

”Vi har spurgt vores personaleforeninger om omfanget af soloselvstændige, og vurderingen er, at der er over 150 af dem i dag. Det er dybt bekymrende, og noget vi forsøger at gøre opmærksom på”, siger Charlotte Hougaard, formand for Forsikringsforbundet.

Nogle af de nye agenter eller solo-selvstændige er tidligere forsikringsfunktionærer eller assurandører. En egentlig profil af hvem de er, findes ikke, for hverken Forsikringsforbundet eller Finansforbundet Assurandørerne er hidtil lykkedes med at få dem i tale.

”Det er min vurdering, at der er en del yngre mænd iblandt dem, hvor høj indtjening ved rent provisionssalg kan virke meget tillokkende. De skal blot huske, at det ikke er alt, der glimter, som er guld”, siger Charlotte Hougaard med henvisning til, at de ikke har noget sikkerhedsnet under sig, hvis salget eller deres helbred svigter.

På et tidspunkt kontaktede en af de solo-selvstændige Forsikringsforbundets sagsbehandlere, fordi han blev opmærksom på, at han ikke havde nogen kreditværdighed, han kunne blive vurderet på af sit pengeinstitut, fordi han ikke havde en fast månedlig indkomst. Om det lykkedes ham at komme ud af den underleverandør-kontrakt, han havde indgået med forsikringsselskabet, er uvist.

Fleksibel arbejdskraft for selskaberne

Argumentet for selskaberne med at anvende selvstændige underleverandører til forsikringssalg er, at de sparer penge. Der er ingen lønsumsafgift eller sociale omkostninger for de pågældende, og samtidig får selskaberne en fleksibel arbejdskraft, som de kan skrue op og ned for afhængig af konjunkturerne.
Risiko og indtjening følges ad, fordi der betales kun provisionsløn ud fra den omsætning, den pågældende agent har skabt til selskabet.
”Nogle steder møder de solo-selvstændige ind på kontorerne og arbejder ved siden af vores medlemmer, andre steder arbejder de hjemmefra. Uanset hvad er selskabernes anvendelse af solo-selvstændige moralsk forkastelig”, siger Charlotte Hougaard.



Den 25. august skrev hun i et debatlindlæg i Politiken under overskriften ”Der er ’
Wolt-bude’ i forsikringsbranchen”:
”I disse tider med stort fokus på social ansvarlighed – ikke mindst i den finansielle sektor – bør virksomhederne i det hele taget spørge sig selv, om det er i overensstemmelse med deres CSR-politik i stigende grad at hyre arbejdskraft uden for overenskomst og uden basale lønmodtagerrettigheder”.

Ansvar for arbejdsmiljøet
Selskaberne slipper også for at have et arbejdsgiveransvar for arbejdsmiljø, når de anvender solo-selvstændige. Det har de derimod for medarbejdere, som er ansat direkte i selskabet.
Den udfordring ser regeringen i øjeblikket på, om kan løses ved at indføre en såkaldt formodningsregel. Reglen vil betyde, at medmindre, det kan godtgøres, at den, som udfører arbejdet, reelt er selvstændig, så er der en formodning om, at den pågældende er lønmodtager. Dermed vil arbejdsgiveren have et ansvar for arbejdsmiljøet.

Med i OK-forhandlinger

”Jeg har rejst problemet over for FA’s konstituerede administrerende direktør Nadeem Farooq, og han kunne sagtnes se problemet. Jeg har bedt vores personalefagforeninger i selskaberne tage emnet op i koncernbestyrelserne og samarbejdsudvalgene, og vi forsøget at skabe mere opmærksomhed på problemet i pressen”, fortæller Charlotte Hougaard.

Sammen med Finansforbundet Assurandørerne vil Forsikringsforbundet forsøge at få det på dagsordenen ved de næste centrale overenskomstforhandlinger (rammeoverenskomsten) i 2023.

Jørgen Lykke, formand for Finansforbundet Assurandørerne, undrer sig ligesom Charlotte Hougaard over, at selskaberne benytter agenter, og han tvivler på, at den forretning, de genererer, er lige så løn som og varig som den, assurandører genererer.

”De har som oftest ikke de samme faglige kompetencer som assurandører besidder”, siger Jørgen Lykke og opfordrer selskaberne til åbenhed om de aftaler, man har indgået med agenter.

”Selvfølgelig skal de ikke udlevere navngivne personer, men det vil klæde selskaberne at være transparent omkring de aftaler, de har med agenter, i forhold til deres egne ansatte, som er organiseret via Forsikringsforbundet eller Finansforbundet Assurandørerne”.

Seneste nyt