Menu luk

Nina er på hjemmebane i en foranderlig branche fuld af muligheder

Nina Maja Tolstrup Pryds er en proaktiv igangsætter med høje ambitioner. Hun sætter stor pris på finanssektorens fokus på udvikling og læring. Faglig og social sparring gør det lettere at være ny i branchen, fortæller den 29-årige cand.merc. med job i Nykredit.

Shutterstock Image (8)
  • 5 ting, der har haft betydning som ny i finansbranchen

  • Indsigt

    Min første leder i Nykredit

    Indsigt

    Min første leder i Nykredit

    Min første leder i Nykredit blev en vigtig mentor for mig. I dialog med hende fandt jeg ud af, hvordan jeg skulle rykke videre i min karriere.

  • Oplægsholder

    Bedst til kunder

    Oplægsholder

    Bedst til kunder

    Jeg var ret ny i jobbet som digital kunderådgiver, da min leder anbefalede mig som oplægsholder på en workshop i Nykredits finansafdeling. Jeg skulle bl.a. forklare, hvordan vi greb kundeservice an i vores afdeling og komme med min personlige vinkel på, hvad Nykredits mål om at være bedst til kunder betyder.

  • Netværk

    NYA – Network of Young Academics

    Netværk

    NYA – Network of Young Academics

    Da jeg fik job i Nykredit, meldte jeg mig ind i Finansforbundet og kom med i forbundets netværk for unge akademikere (NYA). Jeg tog med til et event for at blive klogere på branchen, som jeg var landet i. Der var plads i bestyrelsen, så jeg valgte at engagere mig og har bl.a. været ansvarlig for sociale medier.

  • Netværk

    LinkedIn-ambassadør

    Netværk

    LinkedIn-ambassadør

    Jeg er med i Nykredits korps af frivillige LinkedIn-ambassadører, som deler opslag fra deres egne profiler. Jeg deler bl.a. ideer og forslag fra Nykredits kommunikationsafdeling, opslag fra NYA (se ovenfor) og mine egne LinkedIn-fund. Vi holder også interne temadage og arrangementer, hvor folk udefra kommer med inspiration og oplæg om, hvordan de bruger sociale medier.

  • Bog

    Bevar dig selv

    Bog

    Bevar dig selv

    Hvordan bliver man bedre til at møde presset og være robust i en uforudsigelig fremtid? Det er omdrejningspunktet for Birgitte Dam Jensens bog Bevar dig selv, som jeg læste i sommerferien for et par år siden, og som jeg gerne vender tilbage til.

Gammeldags og temmelig blå.

Sådan beskriver Nina Maja Tolstrup Pryds det stereotype syn på finansbranchen set udefra. Et syn hun også selv havde – indtil hun fik job i Nykredit.

”Men sådan er det slet ikke. Det er en branche, hvor der sker en masse, så jeg blev hurtigt overbevist om, at jeg hørte til og kunne have et job her”, fortæller den 29-årige cand.merc. med speciale i kreativ og strategisk innovation og forretningsudvikling.  

At være proaktiv, sætte ting i gang og skabe relationer på tværs af virksomheden er centrale elementer i hendes job som specialist og ledelsessupporter i Nykredits Wealth Management.

Et job, som hun løbende er med til at udvikle og se nye muligheder i.

”Jeg har høje ambitioner for mig selv”, fortæller Nina Maja, som var klar til at give karrieren max gas, da hun efter et fejlcastet job som sælger i et mediehus fik et vikariat i Nykredits kundeservice.

Det var ikke hendes drømmestilling, men hun havde en god fornemmelse af virksomheden, og afdelingens leder havde hun også fået anbefalet.

Lederen blev en vigtig mentor for den udadvendte og utålmodige Nina Maja.

”Vi havde en stribe udviklingssamtaler, hvor hun respekterede mine ønsker, samtidig med at hun udfordrede mig og min måde at tænke på. Hun hjalp mig med at, finde en god balance, så jeg lærte en masse i jobbet og skabte nye netværk, som med tiden kunne bringe mig videre i virksomheden”, fortæller hun.

”Mange unge ønsker fuld fart på karrieren, ligesom jeg gjorde. Men prøv lige at søge lidt dybere der, hvor du er, før du bliver utålmodig”, lyder hendes råd nu til andre.

Spørg og få nye kontakter

Som nyansat havde Nina Maja mange spørgsmål om fagudtryk og arbejdsgange i finansvirksomheden. Det gentog sig, da hun efter to år i Nykredits kundeservice rykkede til jobbet i Wealth Management. 

”Jeg har været udfordret af at komme udefra og være uddannet på CBS, uden praktisk erfaring fra finanssektoren. Det kræver noget ekstra at omstille sig, men overordnet har det været positivt. Jeg har lært en masse og fået mange nye kontakter af at spørge andre til råds”, fremhæver hun. 

Nina Maja er også med i Nykredits korps af frivillige LinkedIn-ambassadører, som deler relevante opslag med kolleger på tværs af organisationen og holder arrangementer, hvor folk udefra kommer med inspiration og oplæg om, hvordan de bruger sociale medier.

Frokost på tværs af teams

Udover at udvikle stærke professionelle relationer med kunder og kolleger har Nina Maja lagt energi i de sociale sider af arbejdslivet. Hun har arrangeret fælles frokoster på tværs af teams, samlet hold til DHL-løb og er gerne initiativtager til sociale arrangementer. 

Hun opfordrer andre nye i branchen til at være proaktive og opsøgende – ikke drevet af eget ego og egen fremdrift, men i respekt for fællesskabet.

”Vær med til at skabe og drive en god og sund kultur. Den slags bliver bemærket og er med til at skabe et godt netværk for dig selv”, siger hun og tilføjer:

”Har du ikke selv lyst til eller mulighed for at arrangere noget, så tag ja-hatten på og hav en positiv tilgang til de ting, der sker. Det gør en kæmpe forskel for kulturen på en arbejdsplads”.  

Med i Finansforbundets netværk

En anden nyttig nøgle til finanssektoren har Nina Maja fundet i Finansforbundet, som hun meldte sig ind i for at blive klogere på den branche, hun var landet i. Hun kom automatisk med i NYA, som er forbundets netværk for unge akademikere, og fik hurtigt en plads i bestyrelsen.

Den handlingsorienterede kvinde glæder sig over kombinationen af fagligt og socialt udbytte i netværket:

”Jeg har lært en masse om branchen ved at høre, hvordan tingene foregår andre steder. Og det er fedt at mødes og mingle med andre deltagere før og efter arrangementerne”.

Som medlem af Finansforbundet er Nina Maja også glad for at have et bagland at gå til og en hjemmeside at slå op på, hvis hun er i tvivl om noget fagligt eller har brug for rådgivning:

”Det giver tryghed at være dækket af en overenskomst og nogle klare aftaler”.

Udvikling og ordentlighed

I finanssektoren har Nina Maja fundet en forbilledlig kombination af udviklingsmuligheder og ordentlige rammer. 

”Der er fokus på udvikling og læring. Vi har en indbygget kultur, som gør det muligt at være åben om sine ønsker og blive taget seriøst”, fremhæver hun.

Ligesom i andre brancher er skiftende op- og nedture et vilkår, og i perioder figurerer ens virksomhed under negative overskrifter i pressen. Men det rokker ikke ved den grundlæggende ordentlighed og stabilitet, som også tiltaler Nina Maja:

”Vi har et samfundsansvar, som vi skal leve op til. Det bliver taget meget alvorligt og er en integreret del af arbejdet i dagligdagen”.